Koplev

Af Leif Lønsmann

KOPLEV

Jeg mødte Kjeld Koplevs stemme før jeg mødte ham selv. En aften i marts 1978 havde jeg hørt hans reportage fra DDR, med fordomsfrie, nysgerrige interviews med udlandsdanskere og hjemmetyskere i vores sydlige naboland. En reportage, han senere skulle få på puklen for, da det heller ikke dengang var spor populært at lægge mikrofon til ”fjenden”.

Få måneder senere hørte jeg stemmen igen, og genkendte den straks, selvom den kom ud af et krølhåret, fuldskægget ansigt, jeg aldrig havde set før. Jeg var netop startet i Radiohuset, mens Kjeld allerede var en kendt og anerkendt ”radiomand”. Det viste sig, at vi var ansat i samme afdeling, og det blev starten på næsten 30 års kollegaskab, der undervejs tangerede venskab, og først sluttede, da Koplev som 67-årig forlod radioen i 2006. Radiolytterne kunne dog fortsat nyde stemmen helt frem til 2013, hvor han med radioprogrammet ”Radiokokken” kombinerede sit radiotalent med sit oprindelige svendebrev som kok.

Dengang i 70’erne var den tidligere radiorådsformand Julius Bomholt et af Kjelds og mine forbilleder, og vi kunne begge citere hans tale om ”den farlige radio”, der ikke går af vejen for at lade de modsatte meninger, de uhørte stemmer og de upopulære synspunkter komme til orde. Det gav mange tæsk, både i DRs ledelse, blandt kolleger, i pressen og ikke mindst i Radiorådet, som dengang bestod af aktive politikere, der sad og pillede i programmerne og blandede sig i ansættelserne.

Kjeld tog udadtil tæskene med oprejst pande, men indrømmede indadtil at han inderst inde var konfliktsky, og havde det skidt med offentlig revselse, og med at få ”revet ørerne af”, som han kaldte det en af de utallige gange, den koleriske kommunistjæger Erhard Jakobsen krævede ham fjernet fra mikrofonen.

Det var med Bomholt i tankerne, at Kjeld Koplev den 4.januar 1994 lancerede udsendelsen ”Koplevs Krydsfelt”, som blev både hans og et af P1s ”flagsskibe”. Ideen var, helt i Bomholts ånd, ”at lade enhver anskuelse komme til orde, den være sig nok så aparte og upopulær”. Det blev de følgende 12 år til mere end 500 udsendelser, hvor Koplev fra en lænestol oppe i Radiohusets sendetårn hver torsdag lod et andet menneske tale. Der var ikke tale om en enetale. Koplev var en engageret, nysgerrig samtalepartner. Hans bon-mot var, at ”den bedste tale er SAM-talen”. Han havde ikke, som mange andre radioværter, en ambition om at modsige eller overbevise sine gæster eller bringe dem på glatis. Det var gæsternes tanker, og ikke studieværtens tacklinger, der var i centrum. Jeg savner det helt, nu jeg tænker på det, mens en P1-vært atter skændes med en politiker i baggrunden.

Da Politiken engang spurgte Koplev hvad der var hemmeligheden bag succesen med Krydsfeltet, svarede han på sin typiske underspillede, men selvbevidste måde: ”Succesen består i at vi konsekvent laver lange, uaktuelle, ujournalistiske udsendelser, gerne med uaktuelle og ukendte gæster”.

Som redaktionschef på P1 i 1990’erne og som radiodirektør indtil Koplev takkede af, har jeg utallige gange skulle forsvare programmet. Ligesom den kritiske journalistik kan også frie talerstole og åbne mikrofoner give skrammer.

Vi skylder alle sammen Koplev tak for at have givet så mange mennesker stemme. Men hans egen vil vi savne. Han døde den 4.aprill 86 år gammel, og blev bisat i dag.