Frederiksberg og København er som Vest- og Øst-Berlin

Af Michael Vindfeldt, borgmester

SØNDAGSPARKERING: NÅR DET KOMMER TIL PARKERING ER FRB OG KBH NÆRMEST SOM VEST- OG ØST-BERLIN

Kære alle

I dag er det søndag. En dag hvor mange bruger dagen på ærinder, besøge familie eller venner eller bare at nyde hovedstaden. Nogen er i sommerhus – andre er i byen.

Men fra næste søndag vil det begynde at koste penge at parkere i Københavns kommune om søndagen. På trods af at der på ingen måde er så stort parkeringspres om søndagen, som der fx er i hverdagen. Både blå som røde partier står bag det i København – ja, tidligere har selv konservative i København stået bag store prisstigninger på parkering sammen med de andre partier i København.

Som Frederiksbergs borgmester er jeg godt og grundigt træt af, at københavnerne således endnu engang bare strammer deres egne p-regler med store konsekvenser for Frederiksberg, men uden at tage hensyn til os. For det er let at forudse, hvad der så sker på Frb, hvor vi stadig har gratis parkering om søndagen, når København indfører betalingsparkering. Presset bliver stort hos os. Meget stort 😞

Nok er Frederiksberg omringet af København – men vi overgiver os altså aldrig !

Derfor råber jeg også op i dag, og jeg må sige, at Frederiksberg og København nærmest er som Vest- og Øst-Berlin i den forskellige tilgang til parkering. På Frederiksberg nedlægger vi ikke parkeringspladser – 6 ud af 7 partier bag årets budgetforlig er enige om i, at der skal være flere p-pladser ved årsskiftet, end der var, da året begyndte. Vi har betalingsparkering – men kun i et rimeligt niveau. Og det samme gælder beboerlicenser.

Der skal være plads til alle i byen – både dem uden bil og dem med.

God søndag

Michael Vindfeldt
Frederiksbergs borgmester

Foto: Frederiksberg kommune / Lars Svankjær