Y2K

Af Leif Lønsmann

DOMMEDAG

Den 31.december 1999 stod jeg i toppen af Radiohuset og overværede overgangen til År 2000.

Forud var gået flere års frygt for at alverdens computere ville bryde sammen ved årsskiftet, da computerne angiveligt ikke var programmeret til at kunne håndtere et årstal, der sluttede med 00. Atomkraftværker ville springe i luften, flyvemaskiner falde ned, missilsystemer løbe løbsk, telefoner gå død og strømmen forsvinde.

Fænomenet fik navnet Y2K, amerikansk for ”År 2000”. Det lyder vildt overdrevet i dag, men det blev dengang taget akkurat lige så alvorligt som klimakrisen i dag. De rige lande, inklusive Danmark, brugte milliarder af kroner på at ”årtusindsikre” computerne, og “Y2K-konsulenter” scorede kassen på at hjælpe. Folk hamstrede forråd til at overleve den første tid efter ragnarok. Apotekerne meldte udsolgt af jodtabletter som modgift mod radioaktiviteten fra de havarerede atomkraftværker. Lufthavne lukkede og luftrummet tømtes for fly. Nogle flygtede ud i skovene for ikke at blive fanget i storbyens ragnarok. Andre søgte tilflugt i kirkerne i troen på at Messias ville komme og bringe dem i sikkerhed. I frygt for at bankernes kontantautomater ville bryde sammen, tømte danskerne deres bankkontoer, og Nationalbanken måtte i al hast trykke 60 milliarder kroner i kontanter for at kunne imødekomme den store efterspørgsel. Dagbladet Information udkom den 31.december 1999 med overskriften “Farvel til Verden som vi kender den”. Danmark brugte 30 milliarder kroner på at forebygge katastrofen. Et beløb svarende til Storebæltsbroen.

Som radiodirektør i DR var jeg ansvarlig for de nationale beredskabsmeddelelser, og indgik i regeringens kriseberedskab. Det indbefattede bl.a., at jeg skulle være til stede i Radiohuset hvis ulykken skulle indtræffe kl. 24.00. I Radiohuset havde vi klargjort et nødstudie i kælderen, som ville kunne fortsætte udsendelserne hvis strømforsyningen skulle forsvinde. Dieselgeneratorer ville overtage strømforsyningen , og hvis også de skulle blive sat ud af drift, ville en række serieforbundne bilbatterier kunne drive vores båndoptagere, mikrofoner og FM-sendere.

Milliarder af mennesker verden over holdt vejret, da nedtællingen begyndte og midnat nærmede sig. Jeg stod på ”kommandobroen” i toppen af Radiohuset, og overvågede de mange computerstyrede omstillinger kl. 24.00. Men ingenting – som i ingenting – skete! Heller ikke i de lande, der for længst havde passeret midnatstimen. Eller de lande, der ikke som vi havde haft råd til at ”årtusindsikre” sine computersystemer.

Da dommedag var drevet forbi, åbnede vi en flaske champagne, og gik op i Radiohusets sendetårn, hvorfra vi kunne bevidne, at københavnerne ganske havde glemt truslen om dommedag, eller måske netop fejrede dens udeblivelse, med tusindvis af raketter, som vi fra tårnet kunne beskue OPPEFRA.

I dag var jeg tilbage i Radiohusets tårn for at genoplive minderne, til brug for en kommende podcast på en platform nær dig. Stay tuned…