Af Leif Lønsmann
PETER ABRAHAMSEN IN MEMORIAM
Sangeren, musikeren, komponisten, produceren og forfatteren Peter Abrahamsen døde den 4. maj 2024, 82 år gammel, efter et langt og flittigt liv.
Peter Abrahamsen og hans musik hyldes i dag i Arbejdermuseets Festsal, på den scene, hvor han utallige gange har optrådt under de røde faner.
Peter Abrahamsens musik omfattede og omfavnede en imponerende palette af genrer, fra russiske revolutionssange over portugisisk fado til amerikansk cajun, nordisk folkemusik, viser og sangbar dansktop, foruden politiske protestsange, fra Oskar Hansen til Carl Scharnberg. Alt sammen med en i ordets bogstavelige forstand RØD tråd, præget af hans politiske ståsted på venstresiden af venstrefløjen.
Abrahamsens musikalske arv hyldes og fortolkes af Pia Raug, Lasse & Mathilde, Michael Vesterskov, Søren Krogh, Stanley Samuelsen, Rikke Bruhn, Janne Lærkedahl, Bente Kure og trioen Urolige Hjerter.
Koncerten er støttet af Edition Wilhelm Hansen og pladeselskabet Exlibris. Og gennemført på initiativ af Petes enke Abelone Glahn.