Af Carsten Jensen
DET FØRSTE FARVEL
I dag har været en tung dag for mig. Jeg måtte tage afsked med en ven, jeg har kendt gennem 40 år, og som døde brat og uden varsel. Mens jeg skrev på talen til hans begravelse, kom jeg til at tænke på det farvel, vi siger, når nogen bliver taget fra os, og hvor vigtigt et ritual, bisættelsen er med dens mulighed for at dele sorgen og erindringen om den døde, som, selv om han eller hun nu er borte, alligevel bliver ved med at tale til os.
Døden er en samtale, der aldrig slutter. Der er et første farvel, men der er aldrig et sidste. Vi tager fejl, hvis vi tror, at de døde aldrig svarer. Vi bliver ved med at stille vores spørgsmål, og de døde bliver ved med at tale gennem de erindringer, vi har om dem.
Glemslen eller vores egen død kan afslutte samtalen. Men det er noget andet end et farvel. Overtroiske mennesker ser genfærd eller føler sig måske hjemsøgt af de døde. Men de mennesker, vi har elsket, hjemsøger os ikke. De bliver ved med at give os gaver. Så længe vi erindrer dem, går de ikke væk. Og erindringen er et hus med mange rum og døre, vi ikke alle gik igennem, mens de endnu levede. Nu åbner dørene sig for os.
Min vens død kom så ubarmhjertigt brat, den sendte ikke noget varsel, ingen bebudelse forberedte os. Jeg stod på perronen på Østerport Station og skulle besøge ham, da en sms fortalte mig, at han var blevet dårlig. Den lakoniske udveksling af praktiske beskeder blev vores sidste kontakt. Mobilens display var vores afsked. Der var ingen mulighed for at sige et rigtigt farvel.
Uanset, hvornår vi hver for sig så ham for sidste gang, gik vi alle derfra med det håb i hjertet, at der var lang tid endnu, tid til sammen at udforske og opleve livet, tid til at sige farvel. Nu må vi hver for sig dvæle i erindringen om et møde, der i tilbageblik er så på en gang uforløst og definitivt som lyden af en dør, der brat smækker i dødens trækvind.
Forsamlede om kisten siger vi vores første farvel. Vi mærker det, når vi ser hinanden i øjnene og tager hinanden i hænderne. Jeg tror, at det for os alle sammen har været så uvirkeligt, at han nu er død. I dag bliver det virkeligt. Men det er kun det første farvel. Der vil være så mange andre, så mange samtaler, så mange møder i erindringen. Han vil blive ved med at tale til os, som det rige menneske han var og stadig er, hver gang vi husker ham. Og hver gang, vi husker ham, vil han fortælle os noget nyt, som han også gjorde, når vi så hinanden.
Den polske digter, Wyslawa Szymborska har skrevet et digt, der altid har været min trøst og mit lys, når det blev mørkt på vejen. “Om Døden uden Overdrivelser” hedder digtet, og her er dets sidste linjer:
Der findes ikke et eneste liv,
Som blot for et øjeblik
Ikke har været udødeligt
Døden kommer altid netop det øjeblik for sent.
Forgæves rusker den i håndtaget
På den usynlige dør.
Hvad én nåede og hvor meget,
Det kan den ikke tage fra ham.
bongorama.dk 