Af Leif Lønsmann
SEBASTIAN
I 2012 markerede Sebastian sit 40 års pladejubilæum med en Danmarksturné, der naturligvis indebar et besøg i DR Koncerthuset.
DR Koncerthuset var på det tidspunkt stadig relativt nyt, og vi eksperimenterede med at gøre det hele så hyggeligt som muligt for så mange som muligt.
Et af eksperimenterne gik ud på at tillade publikum at medbringe drikkevarer i salen. Det var helt nyt, og en tand for folkeligt for de symfoniske koncertgæster, men vi mente at netop Sebastians publikum var de helt rigtige til at afprøve konceptet. Men vi var ærligt talt lidt bange for at de dyre arkitekttegnede sæder skulle lugte af ølsjatter dagen efter.
Dagen efter spurgte jeg forsigtigt rengøringspersonalet, om der var mange øl-våde sæder. ”Nej”, sagde de. ”Det var ikke så slemt. Men der var mange fugtige kleenex’er”. Det modne publikum havde tudet sig gennem lydsporet til deres egen ungdom.
I aften er han tilbage i DR Koncerthuset. Mine tanker er med rengøringspersonalet…