Af Lars Movin
NU KOMMER DET STORE HUDFALD
eller: MIT NAVN ER KEITH
(om underundergrundsdigteren Keith Thomas Lohse)
For nylig tilflød der mig en bog, sådan nogenlunde ud af det blå. Det drejer sig om digtsamlingen “Mit navn er Keith”, skrevet af Keith Thomas Lohse (f. 1968) og udgivet i 2022 på Forlaget Frederikke Lett. Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg ikke kendte til denne Keith Thomas Lohse. Måske gør I? Af de sparsomme kilder fremgår det, at han i en periode har været en slags fænomen, måske endda lidt kult, både som en atypisk tilstedeværelse på diverse sociale medier og som nattevært på den hedengangne Radio24syv (hvor han gik under navnet “Mørkets Jørn Hjorting”). Og teksterne i bogen – der med unødig beskedenhed kaldes “en slags digte” – har åbenbart med nonchalant generøsitet været spredt for alle vinde, men er så ved en heroisk indsats blevet fisket op fra de sociale mediers bundløse dyb og samlet i bemeldte bog af digterens to skytsengle, Nynne Oldenburg og Frederikke Lett. Sidstnævnte har endda fortjenstfuldt oprettet et mikroforlag ene og alene med henblik på at udgive Keith Thomas Lohse. Den slags er et slidsomt arbejde, som man sjældent høster nogen større anerkendelse for. Men til Nynne og Frederikke vil jeg sige: Tak – den bog er en perle, og den har været alle jeres anstrengelser værd!
Når man er helt blank, kan man jo altid google. Så det gjorde jeg og fandt fluks frem til et interview med Keith Thomas Lohse, der stod at læse i Berlingske Tidende den 18. juni 2022 (se link nederst). Her skriver artiklens forfatter, Søren Jacobsen Damm, således:
“Jeg har gennem årene kun mødt Keith Thomas Lohse sporadisk, men med sine 202 centimeter, frisuren, der er helt tætklippet i siderne, og med en slags rockabilly-mohawk på toppen samt den karakteristiske brækkede næse er han svær at glemme. Det her er et fjæs, man ikke får gratis.”
Noget tilsvarende kunne siges om digtene. De baserer sig på en livsvisdom, der ikke er erhvervet omkostningsfrit, og er man først blevet fanget ind af digtenes bemærkelsesværdige sproglige overskud og særegne sans for forskudte rytmer og overraskende rim, er også de svære at glemme. Men det kan jeg jo sagtens sige, så i stedet for at pøse flere beskrivelser på Keith Thomas Lohses særlige kunnen kommer her i stedet et eksempel fra “Mit navn er Keith”. Alle bogens tekster er daterede, sandsynligvis efter den dag, hvor de er blevet lagt ud på Instagram eller Facebook (og måske også skrevet). Af dateringerne fremgår det, at materialet er blevet til i perioden 18. november 2008 til 1. marts 2014 – de fleste er dog fra 2009, og her kommer et digt fra den 14. juli det år. Titlen er “Knokkeltanz”, og prøv engang at læse det højt for dig selv – så vil du (forhåbentlig) opdage, hvordan dét, der umiddelbart kan tage sig ud som en lang, rablende ordstrøm, er nøje komponeret som et stykke musik med et originalt talent for kadence og rim:
Med støvet klæbende fast til knoglerne
ligesom en hud ligeså stramt spændt ud
som dagen strækkes af månen og solens
jalousi fordi når den ene ER er den anden
altid forbi med isen strukket ud over disen
i dit blik med ukendte læber rundt om din p*k
med hele dit liv i årerne og alle årenes udflåd
i sårene ligeså skrøbelig og hvid ligeså lille og blid
som en idé eller en tanke ligeså umulig som din tid
og knoglerne klæbende fast i støvet under din skygge
mens din mund og tænder arbejder men der er intet
at tygge og der er heller ikke noget at drikke der er
kun galgen og Adolf Hitler-solen højt oppe og din hals
og den der allersidste udgang er rebet formet som en
strikke med blodet sivende i dine brustne øjne med dit
sidste anklagende brøl med læberne formende dine sidste
løgne med alle de døde og med alle de nøgne med skelettet
udenpå dit svedige blødende kød med livet i hænderne og med
fingrene indenfor rækkevidde af din død og støvet i dit banesår
med vinden og din latter stormende gennem dig ligesom en hane
hvor nye idiotiske skæbners vin skal tappes hvor engle ikke selv
tør træde hvor der kun kommer sand ud når grædekonen prøver
på at græde: i vuggen født med støvet klæbende til knoglerne, med
døden brændt ind i marven det eneste livet har givet dig er ophø-
rets store udsalg og nu er du opslugt af intetheden og Ingenting
er dit navn nu går du ud nu kommer det store hudfald nu lægger
roen sig nu blegner ben i støvet nu er der stille nu er du væk nu
falder løvet
Man kan tænke mange ting, når man læser Keith Thomas Lohse. Man kan tænke de amerikanske beatdigtere, man kan tænke Charles Bukowski, ja, i de mest følsomme (og ofte erotiske) øjeblikke kan man sågar tænke Jens August Schade. I sit forord til “Mit navn er Keith” skriver Mikael Bertelsen, at Keith Thomas Lohse var Yahya Hassans yndlingsdigter, hvilket giver fuldstændig mening. Og hvad angår brugen af rim & remse-agtige strukturer – dette med at tage et sprogligt modul og lade det være motoren i en tekst – kan man naturligvis også tænke salig Dan Turèll. Faktisk har Lohse et digt, der kører på modulet “ligesom” (og som måske bekendt selvudgav Turèll i 1973 en rim & remse-bog med titlen “Lissom”, hvor samtlige linjer begynder med netop dét ord). Som et eksempel på Lohses brug af modul-modellen har jeg imidlertid valgt en anden tekst, nærmere bestemt et digt fra den 6. august 2010 med titlen “The Beef Generation”. Modulet er i dette tilfælde “Jeg har en bøf” – her kommer et uddrag:
Jeg har en bøf med CNN, med Disneyficering,
med FOX og med porno, jeg har en bøf fordi
jeg ikke gad læse færdig i den der bog af Adorno.
Jeg har en bøf med dumhed, med frygt og med
Da Vinci og Dan Brown, og hvis jeg ikke har sagt
det før, så HAR har jeg faktisk også en bøf med Tulip
og Danish Crown. Jeg har en bøf med syndromer,
for syndromer bringer mig down. Jeg har en bøf
med Ritt, Ruth og Fogh og Danmark og K-town.
Jeg har en bøf med Darfur, men Darfur har ingen
bøffer, de har ikke engang ris eller vand, så
dér er mine bøffer lige meget, det ved jeg godt, mand
Af de intense og ofte ordrige tekster i “Mit navn er Keith” kunne man få det indtryk, at Keith Thomas Lohse ‘lider’ af et nærmest Tourettes-agtigt udtryksbehov. Men samtidig kan man forstå på bogens forord – og på de få interviews, der findes med digteren – at der (ikke overraskende) også lurer en hård opvækst med dysfunktionelle familieforhold og børnehjemsanbringelser bag den desperat-potente skrift, hvor cocky livsglæde hele tiden balancerer på kanten til at kæntre ind i et altopslugende mørke – eller er det omvendt? Måske er det de hårde livsvilkår, der har stået i vejen for, at Keith Thomas Lohse har fået (taget) den litterære karriere, som digtenes uomtvistelige kvalitet kunne have berrettiget til (det kan dog oplyses, at Lohse faktisk har fået udgivet endnu en bog, nemlig “Lithium Picnic”, et samarbejde med kunstneren Karl Kolind, der udkom på forlaget Gladiator i 2023). Men uanset hvad, så synes jeg, at det litterære landskab i Danmark sagtens kunne tåle meget mere Keith Thomas Lohse, og derfor slutter jeg af med yderligere tre (relativt korte) digte fra “Mit navn er Keith” – de kommer her:
HOLOCAUST HONEY (23. marts 2009)
Det er når hun hviskende
hemmeligholder helvedet
inde under kyssene, når
hun holder hverdagens
evindelige uendelige
holocaust fra struben
med 3000 kvadratmeter
himmelrum i hvert øje
at du ved du drukner i dit eget
hjertes hidsige, oppiskede røde
skum, og hun er spidsen
af din tragedies mareridt
ligesom en narhval du kan
spidde alt dit had og al din
kærlighed på i meget meget lang
tid efter hun igen er forsvundet
HEY ADONIS (17. maj 2009)
Når du er helt klar
når du gir den gas
og du er mere
gennemsigtig end
nyvasket glas
og hun ikke kan se
at du slet ikke ER
så cool, men hamrer
ind i dig og dør, lissom
en sommer en fugl
knust mod din klippeskarpe facade
mere smadr til din glatte sjoverflade
druknet i Cilit-Bang og løgne, stendød
med brusten evighed i de tomt rådnende
øjne
eller titusind pile af solskin
og alt det andet vidunderlige
du aldrig tør lade trænge ind
for der er én ting om dig man
aldrig bør glemme: uanset hvor
du er, er der aldrig rigtig nogen
hjemme
UNIPERVERSUM (25. maj 2009)
Hvis vi nu sagde du var solen
så kunne jeg være månen og så
ville det forklare hvorfor vi
aldrig nogensinde kan nå ind
til hinanden selvom lyset er
ret godt og der er et hav af
stjerner imellem os når vi
endelig ses
Den ovennævnte artikel om Keith Thomas Lohse i Berlingske Tidende kan tilgås fra dette link:
Og har man appetit på endnu mere Keith Thomas Lohse, kan man på dette link opleve ham i samtale med René Fredensborg i 24syv-programmet “Syvkabalen”:
bongorama.dk 
You must be logged in to post a comment.