Tsunami

Af Arne Herløv Petersen

I marts 2003 udgav jeg romanen “Tsunami”. Informations anmelder kaldte bogen en “drengebogs-apokalypse” – han vidste tilsyneladende ikke, hvad en tsunami var, og troede måske, det var noget, jeg selv havde fundet på.
Anden juledag 2004 – for tyve år siden i dag – fik hele verden at vide, hvad en tsunami er. En journalist fortalte mig om en dansk familie, han havde talt med. De opholdt sig på stranden i Thailand. De havde læst min bog, så da vandet pludselig trak sig tilbage, vidste de, hvad der skete, og skyndte sig at flygte væk fra stranden. Det reddede deres liv, sagde de.
*
Klip fra “Tsunami” (2003):
Hun så ud ad vinduet. Himlen så underlig ud. Der var noget rødt og gult over lyset, det var da ellers ikke helt solnedgangstid endnu. Bladene raslede på den gamle platan uden for hytten. Måske kom der regn, hun syntes også, fuglene var så urolige. De skræppede op på en anden måde end de plejede.
Hun gik uden for døren og holdt en hånd op over øjnene, mens hun så ud. Her var han heller ikke. Hans actionman lå i græsset og flød. Hvor mange gange havde hun ikke sagt til ham, han skulle huske at få sit legetøj med ind.
Der var noget ved luften, der var anderledes. En lugt af et eller andet, nærmest som jod. Og mågerne skræppede så vildt, de flaksede rundt ude bag klitten.
Udsynet var spærret af den nærmeste klit, der var bevokset med marehalm. Hun begyndte at gå over græsset, men slog over i luntende løb. Hun kom frem til klitten for enden af haven og asede op over den i det løse sand. Hendes sko skred i sandet, det silede ned for hvert skridt.
Hun kom op på toppen af klitten og så ud over stranden. Den strakte sig langt, langt ud, mod en grøn bræmme længst ude. Våd og glinsende, med små pytter. Søstjerner og muslingeskaller lå ind mellem tangduske ud over det våde blottede sand.
Og langt, langt ude på sandet stavrede en lille dreng af sted. Han bøjede sig og studerede en fisk, der lå og sprællede. Han rettede sig op igen og fortsatte længere og længere ud.

Matt! råbte hun. – Matt! Kom ind med det samme.
Han hørte hende ikke. Han var for langt ude. Hvad var der sket, hvad var det man kaldte det, nipflod eller sådan noget? Havet havde trukket sig helt tilbage. Men hvor længe?
Hun løb ud over det våde sand. Her satte hendes fødder dybe spor, der hurtigt fyldtes med vand. Det var en fremmed verden, den lugtede af tang og ozon og havvand. Hun skulle ikke være her, det var ikke hendes verden. Men Matt var derude, hun måtte hente Matt ind.

Matt! Matt!
Hun så ikke andet end sin lille dreng. Hvorfor hørte han hende ikke!
Hun blev forpustet, men løb endnu hurtigere til. Hun fik sting i siden, hun var ikke vant til at løbe sådan. Hun stoppede op et øjeblik. Solen stikkede, den lynede i de mange små pytter ud over det våde sand. Mågerne skræppede og kredsede baskende rundt. Og der var en lyd, hun ikke kendte, som et orgelbrus, et døn der satte luften i bevægelse.

Matt! Matt!
Åh gudskelov. Han stoppede op. Han vendte sig om og så på hende. Han trådte sig forlegent med den ene fod oven på den anden og stak en finger i munden. Har jeg nu gjort noget galt, sagde det udtryk. Åh Matt, skynd dig ind til mig. Vi skal ind i land. Kom nu, løb.
Matt blev stående og så på hende. Så begyndte han med usikre skridt at stavre frem mod hende.

Matt! Kom her! Skynd dig! sagde hun og så kun ham.
Han så op på hende. Han bredte armene ud og smilede lykkelig, mens han løb fremad, frem mod hendes favn.
Hun så på sin søn. Drønet i luften voksede. Hun så op. Muren af vand kom farende, den kom væltende frem bag ham. Den var så høj, så høj. Den var som en skyskraber, men fortsatte i bredden ud til horisonten i begge sider. Den rasede frem.
Hun stoppede op og så, stivnet, lammet. Bølgen ramte Matt, den fortsatte frem. Et øjeblik efter slugte den også hende.
**
De kørte ud ad alle udfaldsvejene. Fra alle byerne kørte de. De kom langsommere og langsommere frem, til trafikken gik helt i stå. På de østgående og de vestgående baner holdt de kofanger mod kofanger og kunne ikke komme videre. Nogle dyttede, nogle bandede og råbte. Men videre kom de ikke, de var gået i stå.
De stod ud af bilerne. De lod deres ejendele ligge og kantede sig frem mellem banerne af biler. De fortsatte fremad til fods.
De gik mod vest. De gik den vej, pelsjægere og nybyggere havde fulgt gennem Alleghenybjergene. De gik mod Ohiodalen, der engang havde budt de vandrende velkommen som et paradis på jorden, en blomstereng hvor hjortene græssede. De gik frem mod det land, hvor millioner af vandreduer fyldte himlen engang, hvor bisonerne flokkedes på prærien. De gik frem mod landets indre, hvor prærieindianerne havde rejst deres telte, hvor hvede og majs nu modnedes så langt blikket rakte.
De vendte sig ikke om, de så sig ikke tilbage. Undrende og tavse gik de frem mod den nedgående sol.
Og bølgen tog land. Den slog ind over stranden, den fortsatte over huse og veje, den skyllede over byer og lufthavne og fortsatte tyve kilometer ind i landet, før den trak sig tilbage med huse og biler og træer og mennesker, med alt hvad den havde røvet. Alt skulle trækkes med ud og synke ned i Atlanterhavets dybder.
Tsunamien rullede frem med et eksprestogs fart, tsunamien kom som en hundrede meter høj mur af vand, der tog landet i besiddelse. Tsunamien kom fra havet og ramte dem bagfra
*
Uddrag af anmeldelserne af “Tsunami”:
En hæsblæsende spændingsroman med hårdkogte agenter og blodige magtkampe… Arne Herløv Petersen er en dreven og professionel historiefortæller, og ”Tsunami” skrider frem i et medrivende og stadigt accelererende tempo. Romanen er oplagt som forlæg til en film.
Knud Bjarne Gjesing i Fyens Stiftstidende
Forfatteren fylder i dag 60 år og er bortrejst på dagen. Ja, det tror fanden. Arne Herløv Petersen må være en af Danmarks mest vidt berejste forfattere – mere udenlandsk end indenlandsk, tror man… Han har sproget og tankebillederne i sin fulde magt, han skriver spændende – også ironisk – om den sydamerikanske hverdag… her et vældig godt og intenst tilbud om eksotiske steder og gigantiske katastrofer, der frit kan nydes fra sofaen.
Bettina Heltberg i Politiken
Han fremfører uomgængeligt sit ærinde med sikker og vidende hånd.
Mads Kastrup i Berlingske Tidende
Et helt almindeligt og troskyldigt menneske bliver uforvarende hvirvlet ind i spionsager, sammensværgelser, økonomisk kriminalitet, jagt på gamle nazister, eller hvad det nu kan være. Det er skabelonen for handlingen i mange spændingsbøger og -film, og Arne Herløv Petersen gør flittig brug af genrens uopslidelige klicheer i Tsunami, skønt det sker med et ironisk glimt i øjet…
Lukas er fraskilt, halvgammel og helt parat til et amourøst eventyr, da han på en københavnsk café møder den eksotiske waraoindianer Rosalina.. Kort sagt tilbyder Lukas at hjælpe Rosalina og hendes hemmelige oprørsgruppe i deres kamp mod den stormægtige, kapitalistiske og USA-støttede olieindustris planer om at bygge en dæmning midt i regionen og dermed fremkalde en økologisk katastrofe… Han deltager i lyssky pengetransaktioner i Tyskland, rejser til Mellemamerika med Rosalina, marcherer gennem et fugtigt junglehelvede sammen med en håndfuld indianske oprørere, og ender med at blive truet på livet og flygte for livet, inden den grandiose finale ruller hen over skærmen – det føles faktisk som at sidde i sofaen og se en film.
Arne Herløv Petersen skriver godt – sproget flyder med rammende formuleringer, kvikke iagttagelser og mundrette dialoger.
Kathinka Bruhn i Weekendavisen
Herløv Petersen kender åbenlyst meget til Sydamerika, hvor store dele af bogen foregår, og det er interessant og fint indfølende beskrevet, hvordan de oprindelige folks hverdag er smadret af griske olieinteresser og international kynisme. Så der bliver en snert af hævnens sødme, når urfolkene for alvor tager sagen i egen hånd. Bogens politiske ståsted er ikke til at tage fejl af. Men ellers er det en bog man kan lade sig skylle med af – i en flodbølge af vildtvoksende fantasi.
Michael Eigtved i BT
Hvad nu hvis Arne Herløv Petersen havde sendt en venlig tanke til grantræerne i de svenske og finske skove, tænker man. Så ville læseren være sluppet for en ualmindelig træls bog.
Bent Vinn Nielsen i Information
Forfatterens pen glimter, sprutter og sprudler hen over siderne, så læseren er åndenøden nær…Arne Herløv Petersens nye roman er en farverig, vildtvoksende og gruopvækkende fortælling om et undertrykt folk, der slår igen over for denne verdens globaliserede magtcentre….En flintrende knaldhård fiktiv reportage
Carsten Clante – DR Kulturnyt
*
Tsunami. Roman. 2003. 254 sider. 278 kr.
Omkring årtusindeskiftet læste jeg nogle foruroligende artikler i New Scientist og andre anerkendte tidsskrifter. Den ene handlede om de sovjetiske kuffertbomber, atombomber så små at de kunne være i en kuffert. Det så ud til, at en del af dem forsvandt omkring Sovjetunionens sammenbrud, og man frygtede at de kunne komme ud på det sorte marked og i hænderne på terrorister.
Den anden artikel handlede om vulkanen Cumbre Vieja på La Palma, en af de canariske øer. Den sprækkede ved et udbrud i 1949, og hvis hele det yderste lag pludselig skulle styrte i vandet på én gang, mente nogle forskere, at det kunne fremkalde en mega-tsunami, der kunne oversvømme den amerikanske østkyst. Faktisk var noget tilsvarende måske sket for omkring 7000 år siden og havde oversvømmet nogle caribiske øer. Men det var ikke sandsynligt, det ville ske foreløbig, sagde artiklen videre. Klippevæggen skulle nok blive hængende nogle tusinde år mere.
Men hvad nu, hvis man kombinerede de to ting, tænkte jeg. Hvis man detonerede en kuffertbombe inde i vulkanen. Hvad ville der så ske?
Det begyndte jeg at skrive en roman om. Jeg indflettede en handling om Venezuela, der havde fået ny socialistisk regering, hvilket kunne få USA til at gribe militært ind. Romanen skifter i korte klip mellem Europa, Sydamerika, USA og Mellemøsten.
Da jeg havde skrevet bogen, tænkte jeg på, om jeg hellere skulle lade den ligge i skuffen. Var den for farlig? Kunne terrorister finde på at bruge den som opskrift?
Men det behøvede jeg ikke være urolig for. Ingen troede på den. Især ikke Informations anmelder, der som den eneste slet ikke kunne se noget godt i bogen og kaldte den en “drengebogs-apokalypse”. Han vidste formodentlig ikke, hvad en tsunami var. Bogen udkom halvandet år før den store tsunami 2. juledag 2004. Og han havde nok ikke søgt oplysninger om kuffertbomber og Cumbre Vieja på Nettet…
Da jeg året efter bogens udgivelse fik kræft, gav jeg bogen til en læge, der havde hjulpet mig til at overleve. “Hvordan kunne du beskrive en tsunami så præcist i alle detaljer flere år før den kom?” spurgte han, da vi sås igen. Tja, hvad skulle jeg svare? “Der er sådan noget, forfattere gør”, sagde jeg.

🛒 Link til e-bog.