Af Kenneth Thordal
DEN BLIDE ORKAN ER DØD.
Jeg har lige fået at vide, at min ven Erik Clausen er død. Trist, men også fint, for den sidste tid var svær. Parkinsons er en lortesygdom.
Erik lå den sidste uge på Amager Hospital, og der mødte jeg Leif Sylvester. ”Sikke et liv han har haft,” sagde jeg i et forsøg på at løfte stemningen. ”Måske hjælper det lidt, at han kan mærke alle os, der holder af ham.” ”Det tror jeg sgu ikke”, svarede Leif nøgternt. ”Når man ligger der helt alene i sin krop, er det nok lige svært, uanset hvem man er.”
Leif har måske ret, men Eriks liv var sgu noget særligt. Som Leif selv sagde til Eriks 80 års fødselsdag: ”Ja, jeg havde jo mit tømrerfirma med fem ansatte ude på Amager. Så mødte jeg Erik, og tre måneder senere havde jeg lukket firmaet og stod og spyede ild i bar overkrop på et gadehjørne. Det var lidt svært at forklare mine forældre”.
Jeg mødte Erik ude på Diget for en fem-seks år siden. Vi havde af og til sludret lidt i forskellige sammenhænge, men nu spurgte han, om vi ikke skulle have en bajer en dag. Jeg sad i lycra på min dyre racercykel, og han sad i ternet skjorte og jeans på en rusten damecykel. Han var faldet året forinden og havde brækket hoften. Han kunne ikke løfte benet særlig højt, derfor damecyklen, selvom det ikke huede hans forfængelighed. Jeg havde i en tid været ked af, at jeg bortset fra min mor stort set kun så folk på min egen alder. Min mor er skøn, men det gælder ligesom ikke. Jeg sagde selvfølgelig ja til Eriks tilbud, og pludselig havde jeg ikke bare en ny gammel ven, næ, det var sgu Erik Clausen. Og ja, Erik var den sjove, frække og lynhurtige gadedreng, men på tomandshånd var han også en hel masse andet, og vi havde masser af fælles interesser, så der var altid rigeligt at tale om: Cykelsport, musik, litteratur, kvinder, politik og øl … Erik var vidende og åben over for alt nyt og meget, meget mere end den selvoptagede arbejderklovn, han yndede at portrættere i sine film. Simpelthen en klog og god og blid ven at tale med. Og så må jeg indrømme, at det var pissesjovt at lufte ham. Benene virkede ikke så godt de senere år, så jeg gik tur med ham arm i arm, og det var ligesom at gå med en hundehvalp. Det kunne tage en halv time at krydse Enghave Plads, for alle skulle hen og klappe ham og fortælle, hvor meget de elskede ham og hans film og hele hans persona. Det var meget rørende, når unge som gamle og hvide som brune lige skulle hen og sige hej.
Erik nød det. På den måde var han en sjov sammensat person. Det store køkken i hans kontor på Enghave Plads er fuld af Roberter og Bodiler og andre filmpriser fra hele verden, men når vi var på kontoret, fandt Erik altid et gnidret A4-ark frem, så jeg kunne se, at han som ungdomscykelrytter havde slået selveste Ole Ritter i et cykelløb. Det stykke papir var hans kæreste eje, langt mere interessant end alverdens filmhæder og platinplader, for dem havde han selvfølgelig også nogle af. Han havde jo for eksempel lige skrevet linjen ”Det er godt, at man blev født, før aborten den blev fri” til Kim Larsen eller rappet på Bikstoks kæmpehit ”Arbejd, arbejd”. Eller skrevet teksten til ”Mormors kolonihavehus”, der var fast inventar i radioen i min barndom, og som jeg sad og sang med Erik for et par uger siden. Han var konfus, og jeg havde hørt, at det var godt at synge med demente. Så det gjorde vi. Tænk engang, at sidde og synge om et liv i sus og dus med Erik og blive mindet om kernen af hele hans store humanistiske virke, som filmmand, maler, sangskriver og gøgler: Du må godt. Du må godt være her. Du må godt have det sjovt, også selvom du er en lille lort fra Sydhavnen med en enlig mor, også selvom du er hjulbenet og skeløjet og dum og stum eller gammel og krum, du må godt være her, du har ret til at fylde, kræv din ret, hvis du kan, lav film og mal billeder, hvis det er, det du vil, det skal de andre fandeme ikke bestemme, bare syng og dans og elsk, og se lige alle de smukke kvinder og hør den skønne musik! God tur, gamle ven. Vi må godt!
bongorama.dk 