INTERVIEW MED THOMAS BOBERG, 1989

Af Lars Movin

VI HAR IKKE ANDET END EKSISTENSEN
eller: INTERVIEW MED THOMAS BOBERG, 1989
(reprise)

Da jeg udarbejdede den lille note om Thomas Bobergs roman “Insula”, som jeg postede her på stedet i går (lørdag), slog det mig, at det interview med Boberg, som jeg citerede fra – optaget i Barcelona i 1989 – i løbet af de 35 år, der er gået siden da, ligesom har fået en ny farve eller dybde, netop i kraft af tiden, der er gået. Derfor tillader jeg mig i dag at bringe hele interviewet i tilfælde af, at det måtte have interesse for Boberg-fans (eller andre) derude.

Illustrationen herunder er forsiden af den digtsamling, “Vor tids historie”, som var anledningen til interviewet (skulpturen “Totesfigur” er af Christian Lemmerz; fotograf: Steen Møller Rasmussen; layout: Ida Balslev-Olesen).

Teksten stod at læse i Information den 28. juni 1989 – den kommer her:

Da Thomas Boberg for godt en måned siden udgav sin femte digtsamling, “Vor tids historie”, kunne han endnu en gang modtage en stak overstrømmende anmeldelser med posten på sin bopæl i Barcelona, hvor han har boet i tre år. Her i avisen kaldte Erik Skyum-Nielsen Bobergs digte for “tindrende smukke” og skrev, at de evnede meget mere, end forfatteren selv ved af. Og også i andre aviser var begejstringen stor.

Thomas Boberg debuterede i Hvedekorn i 1982 og i bogform i 1984 med samlingen “Hvæsende på mit øjekast” og må således betragtes som en 80’er-lyriker. Alligevel har han – på godt og ondt – formået at holde sig fri af enhver litterær klikedannelse og kategorisering. Hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldes, at han har opholdt sig så lidt i Danmark. Men det skyldes også, at han undsiger sig begrænsende litterære regler, metoder og poetikker. For ham er digtningen et individuelt projekt, hvor den enkelte må starte forfra for sig selv hver gang. En evig undersøgelse af “på hvilken måde psyken står i korrelation til universet fra det mindste til det største”, for nu at bruge en formulering fra “Vor tids historie”.

– Kommer du aldrig i tvivl om, hvorvidt ordene i dine digte overhovedet betyder noget?

“Jo, hele tiden. Det er også derfor, jeg ikke kan have nogen poetik eller nogen regler. Hele den nye bog handler jo om tvivlen, om eksistensen. Om tvivlen på mit eget projekt og på, hvor jeg står. Og så får jeg den dér tvivl om, hvad fanden det er for noget lort, jeg sender ud i verden, hvad det er for noget, jeg beder folk om at læse. For jeg vil jo gerne have, at de skal læse mig, ellers ville jeg ikke skrive, det må man ikke glemme. Og så sker det, at digtene på en eller anden måde bliver større end dig selv, de bliver pludselig mærkelige, og du kan ikke længere forholde dig til dem. Og så bliver du lille, for jeg sidder jo her med min forfængelighed og mit ønske om, at folk skal sige, at jeg er god, samtidig med at det, jeg gør, er at give dem en knytnæve lige i fjæset.”

– Du virker jo ikke som et deprimeret menneske, men alligevel er dine digte ofte ret ‘sorte’?

“Når man skriver, så sidder man over for det hvide papir, og så må man kræve den højeste form for ærlighed, og hvis jeg virkelig begynder at tænke over, hvor vi står henne nu, så er det jo ikke nogen skæg historie, vel. Så enten må man se det som hylende humoristisk eller helt out.”

– Du siger, at du ikke tror på programdigtning. Men titlen “Vor tids historie” lyder jo som lidt af et program?

“Jamen selvfølgelig er det også en umulig opgave at skrive en bog, der hedder ‘Vor tids historie’. Og alligevel har jeg jo gjort det. Folk forestiller sig nok et ti-bindsværk skrevet af en masse forskellige. Men som lyriker kan man tillade sig hvad som helst, og det er derfor, at det er skægt at være lyriker.”

– På forsiden af bogen er en hul gipsfigur skabt af Christian Lemmerz. Er det et billede på vor tid?

“Det kan man godt sige. Jeg synes, billedet er så flot, fordi det har den der værkstedskarakter, som digtene også har. Hele bogen er et stort rygende værksted, hvor tingene bare vælter rundt.”

– Du skriver om fugle med afrevne hoveder og bruger i det hele taget stærke billeder. Ser du mange paralleller mellem dig selv og for eksempel de vilde malere?

“Jeg får meget ud af at tale med billedkunstnere om litteratur, fordi de kan se tingene udefra. Digtere har som regel ikke så meget at sige til hinanden – det er den ene ensomhed konfronteret med den anden. Men ordet og billedet er jo fundamentalt forskellige medier, og i begyndelsen havde jeg svært ved at forstå den måde, billedkunstnerne praktiserede på, hvor de udstillede helt vildt. Ligesom i punkmusikken har det jo nærmest været en kvalitet i sig selv, at tingene ikke blev redigeret. Der lå jo en filosofi i at afvise enhver form for tænkning, og så udstillede man hvad som helst for at vise, at kunsten ingenting var. Men den måde kan jeg slet ikke arbejde på. Jeg er altfor meget perfektionist af temperament. Jeg bliver ved med at sortere fra og lave om. Så selv om man arbejder intuitivt, må man heller ikke glemme, at det er et håndværk.”

“Jeg tror, det skyldes, at de vilde malere har et helt andet kunstsyn end jeg. De har et opgør kørende med kunstinstitutionen, det har jeg slet ikke. Jeg føler mig ikke som en del af en kunstinstitution, hvor man skal diskutere indbyrdes og forholde sig til hinanden hele tiden. Selv om jeg respekterer mine kolleger og læser deres bøger, føler jeg mig ikke tvunget til at forholde mig til dem officielt – der føler jeg mig mere bare sådan, du ved, i verden, ding! Men hos billedkunstnerne bliver det pludselig så meget institutionskunst, at det bliver ufarligt, fordi de til sidst bare flytter kasserne på hinandens billeder, ikke.”

– Du har talt om, at din nye bog markerer afslutningen på en fase?

“Det har jeg troet hver gang. Da jeg havde lavet min tredje bog, ‘Hvid glød’, der var ét langt digt, følte jeg også, at jeg havde afsluttet et eller andet. Og det havde jeg jo også – jeg havde sluttet dén bog. Men da jeg fik tænkt lidt nærmere over det, fandt jeg ud af, at jeg kun lige var begyndt. Og på samme måde føler jeg også nu, at jeg først lige har skrevet mig igennem. Hvis jeg overhovedet har en poetik, så må det være, at jeg bliver nødt til at skrive mig igennem mine egne erfaringer, jeg bliver nødt til at gentage nogle erfaringsmønstre, som meget ligner nogle andres, men som ikke er det, fordi det er mine. Man bliver nødt til at få alting til at strømme igennem ens egen krop og ens eget sind. Så jeg tror, at man skal være meget forsigtig med at sige, at man er færdig. Andre siger, at de ikke vil skrive flere digte. Det vil jeg ikke sige – jeg vil bare skrive nogle andre digte.”

“Man kan sige, at alle mine bøger har vekslet mellem sådan nogle fundamentale vilkår, som jeg selv har måttet formulere for mig selv, og så en billedstrøm. En vekslen mellem billede og udsigelse, billede og udsigelse, og så videre.”

– Sker det aldrig, at du beslutter dig for at skrive om et bestemt emne?

“Nej, selv om jeg gerne vil have verden til at gå ind i digtet, så er det digtet i det øjeblik, det skrives, der bestemmer retningen. Det er de enkelte ord, der betyder noget for mig – rytmen, musikken, detaljerne, spillet mellem ordene, mellemrummene imellem dem, tavsheden, lyden af dem. Alle de ting, der gør digtet til sådan en underlig firedimensional oplevelse. Men på den anden side kan jeg heller ikke gå ind for en tom æstetik. Den dér formdiskussion har aldrig interesseret mig, fordi for mig er form og indhold sådan set ét. Altså, formen er a priori, det er noget, du bare har, så den behøver vi ikke at diskutere. Dét, det gælder om, er at bruge den til noget, at finde noget at proppe i den.”

– Der er megen eufori i digtene – som om billederne nogle gange løber af med dig?

“Digtning skal først og fremmest være fascinerende, jeg havde nær sagt underholdende. For mig er poesi også suggestion, besættelse. Selv om fascinationen naturligvis aldrig er nok i sig selv. Digtet må køres igennem alle de fundamentale problematikker, igen og igen og igen. Det er også derfor, der altid er så meget gnidder mellem generationerne. Hver gang der kommer en såkaldt yngre generation og skriver, så er der en ældre, der bliver sur og synes, at de yngre bare gentager. Men der er ingen vej udenom. Det er nye mennesker, og de bliver nødt til at tage de samme ting op og køre dem igennem en gang til. Og alligevel er det jo aldrig det samme, for hver gang er der jo lagt en ny generations arbejde oveni, som du skal tage med i dine overvejelser, plus hele historien, og grundlæggende handler det jo hver gang om at finde et rum, og derfor bliver digtene stedløse. Det er altid de samme vilkår, men set af nogle nye øjne og formuleret på nye måder.”

– Er det bevidst, at du ikke lader det fremgå af dine digte, at du bor i Barcelona?

“Omgivelserne er jo bare kulisser, det kunne jo være hvad som helst. Henrik Nordbrandt har jo det dér med, at han rejser rundt for at finde sit sted, fordi han kun kan skrive i et bestemt lys. Og hvis det regner, bliver han deprimeret, så kan han slet ikke være der. Jeg søger bare et sted, hvor der er en stol og et bord, og så sætter jeg mig ned og orienterer mig der. Hvis det så pisser ned hele tiden, så pisser det nok også ned i mine digte. Men jeg bestræber mig på at undgå at nævne konkrete stednavne, for sådan ser jeg ikke verden. Hvis jeg endelig nævner et navn, så er det som symbol på noget fjernt, for eksempel Nubien, som for mig står for noget eksotisk og frygteligt og tragisk på én gang. Men ellers ligger verden hen for mig som sådan et hele, men også et helt fragment – den er uklar og splittet, hvor man end kommer hen. Så hvis jeg søger et sted, er det et sted i sproget, i digtet, hvor jeg kan være. Og hver gang jeg finder det, kan jeg ikke blive der, så må jeg videre.”

– Har det aldrig været et problem for dig, at du var isoleret i Spanien – både sprogligt og i forhold til dine kolleger?

“Nej, jeg er kisteglad for, at jeg ikke sidder i København. Jeg synes, at der er noget fundamentalt forkert i, at en generation anmelder sig selv. For uanset hvordan man vender og drejer det, så vil en digter altid anmelde ud fra sin egen navle, og det er der naturligvis kommet nogle gevaldige litterære skænderier ud af, som jeg ikke synes kommer digtningen ved. Det vigtigste for mig er at arbejde. Men det er ikke bare derfor, jeg sidder her. Jeg har altid rejst af nysgerrighed.”

“Men i perioder har jeg været meget irriteret på min egen generation, som netop startede med et råb om frihed, og som nu bare er blevet til småligheder, hvor man sidder og rakker hinanden ned. Selvfølgelig findes der digtere, som jeg ikke bryder mig om, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Måske arbejder de bare inden for en anden tradition.”

“Måske er det derfor, man savner kvalificeret kritik i Danmark. Selv om jeg ikke er så akademisk orienteret som Søren Ulrik Thomsen, så kan jeg godt forstå hans anfægtelser og hans kritiske projekt. Det handler om at få lidt redelighed ind i foretagendet, i stedet for at give digteren en ordentlig en over næsen, fordi du tilfældigvis var sur den tirsdag morgen, du fik bogen. Det gælder så vidt muligt om at få en saglig snak om tingene, og det vil jeg gerne være med til.”

– Har det ligefrem været en fordel for dig at være udenfor?

“Jeg føler det som en fordel, at jeg ikke har set mig nødsaget til at skulle citere rocksange i mine digte i tide og utide. Og i det hele taget tror jeg, at det var godt for mig først at lære miljøet at kende, efter at jeg havde udgivet min første bog, og ligesom havde formuleret mig. Det gav mig en mulighed for at se både det positive og det negative hos den generation. Og hvis jeg overhovedet føler slægtskab med nogen, så er det snarere de lidt ældre, for eksempel Inger Christensen og Henrik Nordbrandt. I det hele taget synes jeg, at den såkaldte 80’er-generation er ekstremt overvurderet. Når vi nu om et års tid skal til at se tilbage på 80’erne, så tror jeg, at vi vil se, at det, der blev skrevet, såmænd hverken var værre eller bedre end det, der blev skrevet i 70’erne. Der var bare et ungdomsboom og en medieopmærksomhed, som gjorde, at der udkom utrolig mange bøger. Men det er jo kun få af de digte, man kan læse med fornøjelse i dag.”

– Men har det ikke også haft noget at gøre med, at lyrikken passede godt til tiden?

“Jo, det øjeblikkelige og inderligheden og sulten efter oplevelser og nærvær. Men jeg kan bare ikke sige andet, end at hvis jeg havde haft tæft for prosaen, så havde jeg skrevet romaner. Jeg tror ikke på, at prosaen er død. Men måske er det et tidstegn, at der er så mange talentfulde digtere og så få prosaister. Og måske vil man sige, at det var en desperat tid, som ikke troede på andet end øjeblikket. Men dem, der kommer i klemme, er de unge digtere, der kommer for tidligt ud, og som bliver slynget i gabet på en presse, der er kold, som kun tænker på at få en historie og er ligeglad med dig.”

– Hvis du ikke føler dig som en del af et bestemt litterært miljø, hvor kommer du så fra?

“Jeg kommer ud af min eksistens, ud af mit liv, hvilket også var titlen på min anden bog. I virkeligheden er det utrolig enkelt – her står jeg, og der er verden, og så begynder jeg at skrive. Jeg skriver normalt ikke litterære digte, altså digte som tager udgangspunkt i andre digte, men det betyder ikke, at litteratur ikke betyder utrolig meget for mig. Man er nødt til at læse for at komme videre efter et vist punkt.”

– Kan du se dig selv om tyve-tredive år?

“Det er garanteret lettere, end man tror. Jeg vil sikkert sidde med de samme problemer, morgengnaven, skidesur over at skulle stå op om morgenen, fordi det er ikke sjovt, vel, og så sætte sig hen og læse i en bog, og det gider man ikke, og så sætte sig hen på en café med en kop kaffe og se på folk og blive deprimeret over, at det ikke længere gør indtryk, og så stå op igen og kæmpe med papiret – altså, det er det samme.”

– Men er det ikke sådan, at du hele tiden, bog for bog, kommer tættere på noget, som er dig?

“Nej, sådan synes jeg ikke, at jeg har det. Jeg har været mig selv fra starten, og jeg er ikke utilfreds med, hvad jeg har lavet. Selvfølgelig ville jeg have gjort det anderledes i dag, det er derfor, jeg laver en ny bog. Det er noget med at være forskellige steder, for tiden går jo, og hvis du ikke flytter dig, så flytter den dig, og så på et tidspunkt skal vi jo alle sammen ned at ligge, og det er jo dét, det handler om.”

“For mig at se er der ikke nogen stor konklusion på noget, det er bare en lang række af steder, hvor man står. Man undersøger tingene, og når man så føler, at nu har man undersøgt den sag, så skal man videre.”