INGEN Ø ER ET MENNESKE

Af Lars Movin

INGEN Ø ER ET MENNESKE
eller: THOMAS BOBERG: INSULA

Da jeg i 1989 opsøgte Thomas Boberg i Barcelona for at interviewe ham om den digtsamling, som han kort forinden havde udgivet – “Vor tids historie” – spurgte jeg blandt andet ind til det mørke, som jeg fornemmede i bogen. Boberg svarede:

“Når man skriver, så sidder man over for det hvide papir, og så må man kræve den højeste form for ærlighed, og hvis jeg virkelig begynder at tænke over, hvor vi står henne nu, så ER det jo ikke nogen skæg historie, vel?”

Det havde han sådan set ret i. Og da jeg i årene – og årtierne – derefter læste de bøger, der kom fra Bobergs hånd, var det ikke mindst den ærlighed, der fascinerede mig. En ærlighed, der – fandt jeg efterhånden ud af – også kunne rumme en humor, okay, måske mest en mørk humor, men dog en humor.

At jeg skulle til Barcelona for at møde en dansk digter, er sigende for den rastløshed og udlængsel, der tilsyneladende har præget Bobergs liv. Boberg er en digter, der gang på gang er rejst ud i verden for at … ja, hvorfor egentlig? Det kan han måske knap nok selv svare på, men måske simpelthen for at fastholde nogle dyrebare øjeblikke og samtidig være på udkig efter mulige forbindelser mellem skrift, rejse og liv.

Hvad end drivkraften er, har rejsefeberen kastet eventyrlige bøger af sig. Boberg er en eminent observatør – den slags, der kan finde eventyret i en opvaskebalje. Men han er også god til at finde det ude i den store verden og skrive hjem om det. Og hen ad vejen er digterens genremæssige repertoire blevet udvidet til også at omfatte prosabøger, rejsebøger – eller som han selv har kaldt dem: “rejseminder”.

En kvartet er det blevet til i denne kategori: “Sølvtråden” (1996), “Americas” (1999), “Invitation til at rejse” (2003) og “I den næste by” (2012). Alle fremragende! Og næste naturlige skridt blev en “rejseroman”: “Africana” (2019). Ligeledes aldeles fremragende!

I 1999 anmeldte jeg bogen “Americas” i Information og skrev blandt andet om Bobergs hang til at kaste sig ud i drabelige situationer – farligt for forfatteren, men godt for skriften:

“Boberg stiller sig ikke an som specielt modig eller dumdristig, men hans temperament byder ham åbenbart med passende intervaller at stikke snotten så langt ind i bæstets gab, at læseren forføres til at tvivle på, om han nu også får den ud i tide.”

Nu har vi så fået en egentlig roman fra Bobergs hånd, “Insula” – et hverdagseventyr, ikke fra en opvaskebalje, men fra en lille ikke-navngivet dansk ø, der i pressen for længst er blevet identificeret som Fejø. Handlingen er overskuelig: En forfatter ved navn Thomas flytter sammen med hustruen Rebecca og sønnen Hugo fra en lejlighed i Nordvest til bemeldte ø, hvor historierne snart begynder at myldre frem – fra mulden, fra folkedybet, fra forfatterens indre landskaber, eller hvor de nu kommer fra.

Den bog er både typisk bobergsk og helt sin egen. Ligesom i rejsebøgerne bliver mødet med de nye omgivelser en katalysator for, at forfatteren møder uventede sider af sig selv, og som Boberg bemærkede i Barcelona i 1989, så er det ikke nødvendigvis nogen skæg historie – i hvert fald ikke hvis målet fortsat er ærlighed, og det er det tydeligvis. Men samtidig bringer den omstændighed, at der er tale om en klart afgrænset scene, en lille dansk ø og ikke den endeløse andethed derude, en ny form for blottelse eller sårbarhed frem i skriften.

Kritikken af “Insula” har gået på, at forfatteren udleverer nogle virkelige personer, der tilsyneladende har tjent som inspiration til karakterer i bogen. Men uden at jeg skal anfægte de pågældende personers ret til at føle sig gået for nær, må jeg sige, at det er min oplevelse, at forfatteren først og fremmest udleverer sig selv. Og i bogen kommer han faktisk med en slags forklaring på, hvorfor mødet med et lille dansk øsamfund fremprovokerer en anden form for hudløs selvransagelse end mødet med en større verden i storbyen eller ude i eksotiske afkroge af kloden. Han skriver:

“Jeg skal forstå en ny åbenhed. Øen, en kreds, der slutter i sig selv, ekspanderer indefter. De mennesker, man passerer eller møder, hilser man på. Hilsepligten. Den adskiller sig fra omgangen med andelsforeningens anonyme naboer i storbyen. Storbyanonymitet rummer også en form for befrielse. Man skal ikke stå ansigt til ansigt, hver gang man passerer hinanden. Man skal ikke gøre sig umage, åbne sig, svare, reagere, fortælle. I storbyen er man selv centrum. Her er det øen. Man indgår i et fællesskab af udvekslinger. Hvert menneske vokser i sin fortælling om sig selv. / Man kan gemme sig for det moderne samfund, men man kan ikke gemme sig for øens øjne. Reglerne her er både samfundets og de uskrevne.”

Meget af det uskrevne på det sted, romanen “Insula” handler om, er nu ikke længere uskrevet. Og det skyldes, at Bobergs temperament atter en gang har budt ham at stikke snotten ind i bæstets gab. Men selv om bæstet denne gang kunne forekomme at være mere tilforladeligt end så mange andre af slagsen, forfatteren tidligere har mødt på sin vej, kan omkostningerne denne gang vise sig at blive højere. Det får vi se, når bølgerne i den pågående debat igen har lagt sig. Mit gæt er, at det, der til den tid vil stå tilbage, først og fremmest er endnu en bog, der er fremragende. Aldeles fremragende.