Peder Bundgaard er død

Af Lars Movin

PEDER BUNDGAARD (18.3. 1945 – 5.8. 2024) R.I.P.

Vi vidste godt, at det ville komme. Sygdommen har haft alt for godt fat i de senere år, men intet har dog tydet på, at det var så nært forestående, som det åbenbart var: Peder Bundgaard er stille sovet ind i nat, skriver hans livsledsagerske, Lise. Han blev 79 år.

Det er først og fremmest et gennemsympatisk, ja, decideret elskeligt menneske, vi har mistet. Og dernæst en unik streg og stemme i det danske kulturlandskab i det sidste halve århundrede, født ud af hippieæraen, men løbende en skarp iagttager af enhver bølge og tendens i tiden, dels gennem de altid genkendelige tegninger, der spredte sig ud over dagblade og magasiner, dels gennem et omfattende virke som skribent og forfatter.

Som illustrator er det ikke mindst de talrige omslag, der vil blive stående – dels til gruppen Gasolin’s plader, dels til vennen Dan Turèlls bøger, alt i alt omkring et halvt hundrede stykker, begyndende i 1973 med digtsamlingen “Onkel Danny’s dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks”.

Og også i Peder Bundgaards ganske omfattende forfatterskab tegner Gasolin’ og Turèll nogle af højdepunkterne, førstnævnte i kraft af en stribe bøger om rockmusik, herunder et par monografier om henholdsvis gruppen og dens frontfigur (Kim Larsen); sidstnævnte med de to portrætter, “Superdan” (1995) og “Dan Turèlls København” (2005), hvoraf især den første emmer af venskabelig kærlighed fra første til sidste side.

At følelsen var gengældt, kan der ikke herske nogen tvivl om. I Dan Turèlls forfatterskab optræder Peder Bundgaard talrige steder som “Mein Freund”. Og i Turèlls sidste større tekst, essayet “I Den Violette Time” (trykt i Jyllands-Posten den 8. august 1993), reflekterer den kræftsvækkede forfatter over det særlige tidsrum sidst på eftermiddagen, hvor dag er ved at blive til aften. I denne skumringstime véd han intet bedre end at trække ind på en bar og ryste dagens opgaver og tildragelser af sig over en drink – allerhelst i selskab med en gammel ven. Og dén ven må gerne være “Peder Bundgaard, der har tegnet alle mine bogomslag (med meget mere) de sidste tyve år, og sammen med hvem jeg har gennemgået såvel det ene som det andet, stjernestunder som bitre sekvenser, opture og nedture – en ven, man er ikke blot fortrolig, men mere end dét: sammenspillet med, som i et band der har holdt længe sammen.”

Åh, at kunne nyde en fadøl med Peder Bundgaard i skumringstimen! Den mulighed har vi nu ikke mere. Og det er der faktisk ikke noget som helst godt at sige om. Så det eneste, vi kan gøre, er at slutte op om Peder Bundgaards efterladte hustru Lise, som i den meddelelse, hun netop har udsendt om Peders død, skriver, at hun er “taknemmelig for det gode liv, vi har haft sammen og lykkelig for, at han slap for et langt og udmarvende sygeforløb”.

Peder Bundgaard lyste op, hvor han kom frem. Altid levende engageret, altid venlig og imødekommende og altid god for en anekdote, der blev serveret med den blanding af præcision og humor, som også kendetegnede både tegninger og skriverier.

Peder Bundgaard – et begreb, en legende og et såre menneskeligt menneske, som nu ikke er her længere. Hvor er det dog forbandet trist …

Foto-mosaik: Gorm Valentin.

Feature foto: Lise Irene Poulsen.