At Hans Henrik Schwab
DEN GLEMTE FESTIVAL
”Det var i 1979 eller cirka deromkring, at der var festival i Aalborg. Arrangøren hed B.52, og koncertprogrammet det kom vidt omkring, for der var festival i Aalborg”.
Alle kender Roskilde Festivalen – en institution, der for længst har fejret 50-års jubilæum. Siden har store byer som Aarhus og Odense fået deres festivaler med Northside og Tinderbox. Men hvad mange ikke ved eller har glemt, er at Aalborg helt tilbage i 70erne forsøgte sig med en festival, der en kort stjernestund lignede et seriøst alternativ til Roskilde.
Jeg nævner det, fordi festivalen, der løb af stablen i starten af august 1979, i disse dage kunne have fejret 45-års jubilæum.
Festivalen fandt sted på den gamle Dyrskueplads i Skalborg – en forstad til Aalborg – og var arrangeret af fodboldklubben B52. Jeg ved det, fordi min onkel, Jørgen Nørbalk, var med i ledelsen af klubben og derfor i flere år med til at arrangere koncerter (hvor jeg ofte kunne score en fribillet) i Aalborg Hallen – med bl.a. Gasolin’ og store udenlandske navne. Jeg husker især som 13-årig en koncert med Bay City Rollers, hvor flere hundrede skrigende teenagepiger løb storm mod scenen, mens min onkel og de andre B52’ere forsøgte at holde dem på betryggende afstand af de skotskternede idoler.
Nu var turen så kommet til at forsøge sig med en festival. Jeg deltog selv som teenager sammen med min gymnasiekammerat, den senere kunstner Jørgen Michaelsen (en af vores fælles himmerlandske gymnasieveninder, som dog ikke deltog, hed i øvrigt Pia Juul). Som barn havde jeg tilfældigvis boet et år lige på den anden side af festivalpladsen, hvor der dengang i min barndom var dyrskue med omrejsende tivoli og en uhyggelig tårnspringer, der fra 32 meters højde landede i et lille bassin med to meter vand! (Han omkom ved en ulykke kort efter). Men her ti år efter var der helt andre ting på plakaten …
Festivalen havde ikke desto mindre et, om jeg så må sige, tårnhøjt ambitionsniveau med flotte navne på programmet: mange af de helt store danske 70er-navne som Shit og Chanel med Lis Sørensen og Anne Linnet, Skousen & Ingemann, Ache med min senere ven og Beatles-kompagnon Per Wium på tangenter, Povl Dissing, Lasse & Mathilde, Bifrost med bl.a. den akrobatiske Annapurna – samt Delta Blues Band med dansk-amerikanske Billy Cross, der året før havde spillet sammen med selveste Bob Dylan (leadguitar på STREET LEGAL og LIVE AT BUDOKAN).
Ovennævnte Povl Dissing blev akkompagneret af Peter Thorups Trio, der startede koncerten med at spille meget længe, uden at man så skyggen af Povl Dissing. Til sidst blev en af tilhørerne utålmodig og råbte på aalborgensisk: ”Hvornår kommer Povl Dissing?!” Det fik Peter Thorup til at stoppe op, og idet han kiggede på tilhøreren gennem sine røgfarvede briller, svarede han helt roligt på fladt københavnsk: ”Povl Dissing kommer … når han har det allerbedst!”
Nok så interessant var det i allersidste øjeblik lykkedes at tiltrække nogle helt ny udenlandske navne, som ikke nåede med i det trykte program, men som pegede ind i firserne og en ny tid i musikken: den britiske punkgruppe Sham 69 (en koncert, som end ikke er registreret i Politikens Rockleksikon; gruppen havde da også givet officiel afskedskoncert i Glasgow måneden forinden?) og ikke at forglemme: den østtyske punkdronning Nina Hagen. Det gik ikke stille af sig: Sham 69 blev på scenen invaderet – ikke som Rollers af skrigende fans, men af en lokal rockergruppe! Hvilket de imidlertid håndterede meget elegant: Forsangeren Jimmy Pursey iførte sig blot en T-shirt med rockerklubbens rygmærke og lagde armen om skuldrene på en af de fremstormende rockere, mens han uanfægtet sang videre – hvorefter den gode stemning var genoprettet. Knap så fredelig var Nina Hagen, der – i hvert fald ifølge Aalborg Stiftstidende – efterfølgende smadrede sin luksussuite på Hotel Hvide Hus. Punk var der også med et glimt i øjet fra lokale Slåbrock Band: ”Lev stærkt, dø tung”!
Man kunne også på andre måde mærke, at der var nye tider – og et nyt årti: firserne – på vej. Inde i teltene sad 70’er-hippierne og røg stærk tobak eller drak pilsnere fra det lokale, i dag hedengange Urban Bryggeri, mens andre, mere sporty præ-yuppier stod ude i den varme sommernat under den begyndende stjernehimmel og kastede med selvlysende frisbees. Alt imens intercitytoget mellem København og Aalborg i baggrunden skar sig igennem natten som et SLOW TRAIN COMING, som dét års album med Dylan (men uden Cross) hed …
Imidlertid havde festivalen åbenbart svært ved at løbe rundt. Den blev i hvert fald ikke gentaget de følgende år, hvor 70erne var blevet til 80erne, men jeg synes, at den her i 45-året fortjener at mindes som et flot bud på en lokal nordjysk festival, der kunne have suppleret Roskilde.
NB Af en eller anden grund var aalborgensiske Ole Berthelsen ikke på plakaten i hjembyen. Han havde ellers lige udsendt sit første album, ALTID VÅGEN OM NATTEN, på min senere ven og Gyldendal-kollega Peter Abrahamsens pladeselskab, Metronome (Peter synger faktisk kor på pladen, bl.a. på det kostelige nummer om ”Costa hvad det vil”). Til gengæld spillede den aalborgensiske musiker samme sommer i … Roskilde. ”Men sådan er der jo så meget”, som Shu-bi-dua sang dengang. De var til gengæld ikke inviteret til at spille ”tutti frutti hele natten” i hverken Roskilde eller Aalborg …
bongorama.dk 