Af Leif Lønsmann
TELEFONSTORM
Min gamle arbejdsplads DR får i disse dage hug for at fylde alle flader med sport mens verden brænder…
Det er ikke nyt at DR geråder i shitstorme. DRs underholdningschef Niels Jørgen Kaiser skrev i 1971 at det at vælge hvad man sendte på Danmarks dengang eneste tv-kanal var at ligne med at ”hoppe med bare tæer op på de brændende kul”. Han vidste at der ude bag skærmene sad en hel befolkning som forventede, ja forlangte, at Danmarks Radio skulle sende netop det, som de – hver især – foretrak: ”Man har svært ved at acceptere at den øvrige del af omverdenen ikke præcis har den samme smag som man selv”. Og det gik ud over dem, der tilrettelagde programmerne.
Man har sommetider et indtryk af, at tonen på dagens sociale medier er voldsom og råbende. Men Radiohusets ”telefondamer”, der med egne ord udgjorde ”yderste mole” når stormene rasede, kunne allerede i 1971 berette at tonen også dengang var skarp: ”Vi kan ikke forestille os, at der findes et eneste sjofelt udtryk i det danske sprog, uden vi har hørt det”, sagde to af dem i et interview til DRs personaleblad: ”At DRs medarbejdere alle til hobe er kommunistsvin, der bør stilles op ad den nærmeste mur og pløkkes ned, er en længe fastslået kendsgerning. Men at vi alle sammen tumler rundt i en LSD-rus er ikke hørt før de seneste år”.
En af det års største telefonstorme indtraf efter tv-teatrets opførelse den 9. marts 1971 af Fernando Arrabals skuespil ”Automobilkirkegården”. Hovedpersonen var en Kristusfigur, der begik mord og tyveri og hengav sig til seksuelle udskejelser. Udsendelsen fik mange til at ringe til Danmarks Radio og bede pejlevognen om at afhente deres fjernsynsapparat. Andre gik rettens vej og meldte Danmarks Radio til politiet for overtrædelse af blasfemiparagraffen. Rigsadvokaten besluttede den 30. april 1971, at der ikke skulle foretages yderligere i sagen.
Blandt de største telefonstorme i 1960’erne kunne ”telefondamerne” især huske nytårsaften 1969, hvor man havde undladt at afslutte aftenens program med afsyngning af ”Vær Velkommen Herrens år”. Mange seere mente, at DR dermed ikke blot havde ødelagt nytårsaften, men hele det nye år.
Den største telefonstorm, de kunne huske, indtraf imidlertid mandag den 24.juli 1961 efter en tv-transmission af en koncert med den amerikanske avantgardepianist David Tudor, som opførte avantgardeværket ”Variationer” af komponisten John Cage. Eliten var glade. Masserne rasede. I dag er det omvendt…
På billedet ses telefondamerne Ruth Weber og Vera Pedersen, som måtte lægge ører og ledninger til tidens telefonstorme…