Luftigheder

Af Asger Schnack

Lars Emil Foder: Æter nr. 7: ”Luftigheder”. Jeg deltog i udgivelsesreceptionen i går på Sønder Boulevard i København for Lars Emil Foders nye bog ”Luftigheder”, som udgør nr. 7 af Æter, serien af pamfletter, udgivet af det beundringsværdige forlag Arkiv for Detaljer. Tilsammen kan det ikke blive meget bedre. Hæftet er smukt tilrettelagt af Rikke Oberlin Flarup og håndsyet hos Co’libri Bookbindery af Malene Maria Lerager sammen med redaktør og forfatter. Det er virkelig et prægtigt hæfte at sidde med i hånden. Og dertil og nok så væsentligt, eller i samme grad af væsentlighed, kunne man sige, da der er tale om en komplet helhed, er hæftets indhold en fryd for tanken og følelsen, ja, det er i al sin sammensathed af forskellige genrer og undergenrer både skarpt skåret og stramt komponeret. Som det hedder på bagsiden: ”I dette nr. undersøger Lars Emil Foder elementet luft: som vejr, som ilt, som ord, som ånd. Det gør han i en række filosofiske, poetiske og fabulerende tekster: digte, historier, vejrudsigter, etymologier, et hullet leksikon, et partitur for vinden – kort sagt: Luftigheder. Og ikke mindst en haiku-fællessang skabt med komponist Ditte Rønn.” (Sidstnævnte fællessang med titlen ”Sommerfuglen er” blev også afsunget ved receptionen). Alt dette, alle disse udtryk, lykkes det at samle i, hvad jeg overordnet vil kalde en digtsamling, for alle udtrykkene er udtryk for poesi. De enkelte former er velegnede til mundtlig præsentation, ikke så sært, da Lars Emil Foder på samme tid er digter og musiker og entertainer på sit helt eget høje niveau. Hans første udgivelse, digtsamlingen og ep’en ”Natatlas”, er fra 2013. Jeg kom på med hans anden udgivelse, ”Fabelagtigheder” (2018); bogen blev kaldt hans prosadebut, men jeg opfatter faktisk også den som en digtsamling. Herefter har han helliget sig udgivelsen af serien ”Kun for idioter”, som foreløbig består af to poser (sange med en bog til hver sang), ”Kun for idioter # 1-3” (illustreret af Onkel Hawaii) (2022) og ”Kun for idioter # 4-6½” (illustreret af Mette Norrie) (2023). Målet er 12 sange, hvoraf altså foreløbig halvdelen er udgivet på denne højst originale måde, en crossover mellem musik, digte, grafik og medier. (Den mest originale måde, jeg har set – og hørt – musik udgivet på). Tilbage til nu: ”Luftigheder” er på sin egen måde også en samling fabelagtigheder, men på en gang mere varieret og mere fokuseret end bogen med denne titel. Det nye hæfte er et decideret gennembrud – af en digter, der allerede er brudt igennem, men blot til lejligheden svinger sig op i et forfinet luftlag, med et resultat, der er meget tilfredsstillende. Metoden er en blanding af eftertænksomhed, humor og (etymologisk) undersøgelse, hvor der gerne er en overraskende pointe, men hvor vejen derhen, vel at mærke, ikke blot er pointens forudsætning, men pointen selv. Ved oplæsningen i går kom jeg til at tænke på tre forskellige, nu desværre afdøde digtere/kunstnere, Per Kirkeby (jf. hans murstensskulpturer og det at bevæge sig igennem dem) (”Det lille uendelige hus”), Eske K. Mathiesen (”Det første ord”), og Per Højholt (”Usynlige roser”). En fornem associationstreklang! Ved læsningen af hæftet i sammenhæng træder disse associationer et skridt tilbage, og frem toner endnu tydeligere Lars Emil Foders egen gestalt, som original digter og tænker. Hæftet indledes med en vejrudsigt: ”Vejret d. 13. februar 2024”, som lyder: ”Træk det.” Og det slutter med digtet ”Ånd”: ”Måske er det noget / elementært, et verbum, / en simpel handling / som at trække vejret.” Således er hæftet indskrevet i sin egen vejrtrækning, med andre vejrudsigter og forskelle undervejs, bl.a. en luftig forskel, som trækker sig selv væk for øjnene af én. Ofte er digtet et paradoks, eller det indeholder en usynlig væg, som der spilles bold op imod, i en spejlvirkning for tanken. Et digt hedder ”Partitur for vinden” og er, hvad det lover, i en særlig avantgardetradition et nodeblad, der indfanger lyden i omgivelserne en bestemt dato og et bestemt klokkeslæt. Det er vigtigt, fordi det overskrider digtets sproglige begrænsning, men lige så vigtig er den musikalske sikkerhed i de sproglige forløb. Mit yndlingsdigt i den stramt komponerede digtsamling er ”Engle i april”: ”Sig mig lige, er det kumulusskyer / der svæver dér på skrænten / langs skinnerne ved Valby Station, er det nu / skyerne blomstrer? Er det mirabellen / der trækker himlen op af jorden? Er det slåen, / hvidtjørn eller kirsebær, er det / engle eller træer?” Lars Emil Foder: Æter nr. 7: ”Luftigheder”. Arkiv for Detaljer (Omslag: Rikke Oberlin Flarup)