Af Claus Høxbroe
Hvor er den nye metro ‘Kunstlinje’ dog skuffende klinisk, kedelig og uambitiøs. Netop som man gik og frygtede. Jeg vil når som helst bytte et af kunstværkerne for butiksliv under jorden.
Alle værkerne står som fremmedgjorte rekvisitter i et kommunalt venteværelse, hvor de allernådigst har fået lov til at pynte en anelse i et allerede planlagt samlebånds-univers. Bedst fungerer dog Christian Schmidt-Rasmussens værk på Mozart Plads, der er tæt på at få en til at glemme hvor himmelråbende kedelig resten af byggeriet er.
Alle stationer har det til fælles at når man sidder i metroen og kører ind på en ny station kan man stadig ikke orienterer sig visuelt om hvor man er i byen. Nøjagtigt som den gamle.
Og igen skal vi have kæmpe trappenedgange, kedelig grå granit og unødvendige loftvinduer, der ikke gør andet end stjæle muligheden for at lystætte et ellers unikt rum under jorden. Og så selvfølgelig optage plads over jorden.
Mest hjemmevant er dog elevatorerne ude af drift og de stillestående rulletrapper, nøjagtig som vi kender det fra den gode gamle og middelmådige metro vi er blevet så vant til.
bongorama.dk 