Historien om bassaxofonen

Af Jens Sølund

Der er ikke mange, der ved, at jeg på et tidspunkt legede med en bassaxofon, Da jeg kom med Papa Bue 1966 spurgte Arne Bue, om jeg ikke havde lyst til at at lære nogle få numre på tuba, da dette instrument var meget populært i Tyskland, hvor bandet turnérede meget. Jeg var ikke interesseret i at spille på tuba. Derimod har jeg altid været fascineret af bassaxofonisten Adrian Rollini, der spillede “basinstrument” med bl.a. Bix Beiderbecke i 1920erne. En skøn musiker med en vidunderlig tone og fantasi på dette instrument. Vores trompetist, Finn Otto Hansen, var begejstret for Bix Beiderbecke, og det ville passe fint, hvis jeg spillede på bassaxofon i nogle beiderbecke numre.
Jeg spurgte Marno Sørensen, der havde den vigtigste saxofonforretning i Danmark, om han kunne skaffe en bassaxofon, men da jeg hørte nyprisen for dette sjældne instrument (omkring 35.000 kroner), måtte jeg opgive den idé. Marno lovede dog, at han ville kontakte mig, hvis der skulle dukke en brugt bassaxofon op.
Han ringede i 1968, hvor en agterudsejlet stærkt beruset norsk musiker fra en amerika-liner stod i forretningen uden en krone på lommen og ville sælge en bassaxofon !
Jeg tog straks ind til Marno, som ville lade mig selv forhandle pris med nordmanden. Han ville have 10.00 kroner, men jeg fortalte at jeg var jazzmusiker og jeg kun havde 600 kroner. Efter nogen betænkningstid slog han med tanke på sin situation til. Jeg fik saxofonen, og Marno satte den derefter helt i stand.

På det tidspunkt spillede Papa Bue som husorkester ofte i Vingaarden, og jeg begyndte at øve i musikerrummet i kælderen, inden vi startede ovenpå. Den nyligt afdøde fremragende saxofonist, Niels “Flipper” Stuart, som ofte tilbragte pauserne i kælderen sammen med bandet, så bassaxofonen og tilbød at give mig undervisning i kælderen og lånte mig sin saxofonskole. Tenor- og bassaxofonen er begge stemt i Bb. Jeg blev noget forbavset da jeg åbnede saxofonskolen. Der stod: “Good Luck. Coleman Hawkins”. Fantastisk.
Vi havde en hel del øvetimer i kælderen, og efter 2 – 3 måneder tog jeg mod til mig. Jeg tog bassaxen med ovenpå og spillede et par numre på den. Faktisk spillede jeg et helt job på den, da vi forbindelse med et byjubilæum i Randers skulle sejle og spille på en båd på Gudenåen, hvor der absolut ikke var plads til min kontrabas.
Men jeg blev aldrig tilfreds med mit spil. Dårlig paptone og endnu dårligere teknik. I stedet havnede den ved telefonen derhjemme. Jeg røg bravt, og der var utrolig meget plads til cigaretaske i saxofonen. Den blev senere også brugt som gulvvase udsmykket med siv og dunhammere.
I 1985 kom den engelske klarinettist John Defferary med Papa Bue, og han boede det første halve år hos mig på Stevns. Han var voldsomt interesseret i bassaxofonen, og han fik selvfølgelig lov til at rense den og tage den med op på sit værelse på 1. sal. Han øvede sig på den hver dag, og da han flyttede til København et halvt år senere, forærede jeg ham saxofonen, som han var blevet meget glad for…

Billedet er fra kælderen i Vingaarden 1968.