Radio Caroline

Af Leif Lønsmann

I denne weekend runder europæisk radiohistorie et skarpt hjørne.

Påskenat 1964 kunne britiske og europæiske radiolyttere for første gang høre en stemme, der senere skulle blive en af radiohistoriens kendteste: ”This is Radio Caroline”.

Signalet kom fra et skib udenfor Essex i det sydlige England. Stemmen tilhørte den dengang ganske ukendte Simon Dee, som sammen med Chris Moore blev de første og faste DJs på den sejlende radiostation.

Men hvorfor sende radio fra et skib? Jo, fordi den britiske stat, i lighed med den danske og de fleste andre europæiske stater, havde tildelt sig selv monopol på radio, og ikke ville slippe sin kontrol med hvad befolkningen skulle lægge øre til. Slet ikke hvis nogen skulle finde på at forurene æteren med den nymodens popmusik, der i begyndelsen af 1960’erne blomstrede i de små klubber i Liverpool og London, men som blev anset som underlødig af BBC og den britiske regering.

En ung irer, Ronan O’Rahilly, havde fået ørerne op for de mange nye bands, som han både opsøgte på klubberne og hørte på Radio Luxemburg. Han ønskede at oprette en britisk radiostation med den ny musik. Den britiske regering gjorde alt den kunne for at dræbe planen. Den slags skulle ikke sendes fra britisk territorium.

O’Rahilly gav ikke op så let. Fra Radio Luxemburg vidste han at radiobølger ikke kender til territorier og landegrænser. Og den danske piratradio, Radio Mercur, havde vist vejen ved, som verdens første sejlende piratradio, at sende fra et skib i internationalt farvand i Øresund.

O’Rahilly fik samlet penge sammen til at købe den aflagte danske færge, M/S Fredericia, som han udstyrede med et radiostudie – og et Panamaflag. Han døbte skibet ”Caroline” efter Caroline Kennedy, den amerikanske præsident John F. Kennedy’s datter. Dels var den 6-årige præsidentdatter populær i de kredse, hvor O-Rahilly søgte fundraising til sit radioprojekt. Og samtidig rimede hendes navn på radiostationens frekvens: ”I love Radio Caroline – on AM One-Nine-Nine”.

Udsendelserne startede natten mellem påskelørdag og påskedag. Og snart var Radio Caroline større end BBC blandt unge lyttere, med cirka 40 millioner lyttere efter blot et halvt år i luften.

Resten er historie. Radiohistorie ! Radio Caroline sender stadig. Og fejrer hele weekenden sit 60 års jubilæum. Lyt med på http://e.radio-uk.co.uk/embed/radio-caroline-401130. Optaktsudsendelserne er allerede i gang, og kl. 18.00 fortælles historien om den dramatiske start og de efterfølgende ”søslag” med de britiske myndigheder. Læs mere på https://www.radiocaroline.co.uk/#home.html. Jubilæumsweekendens programplan kan du finde på https://www.radiocaroline.co.uk/#caroline_north_schedule.html.

På billedet her kan man ane radioskibets tidligere navn, “Fredericia”…