Otto

Af Leif Lønsmann

OTTO

Da jeg som ganske ung fik min daglige gang i Radiohuset på Rosenørns Allé i København, lå der et værtshus lige ved siden af, med det passende navn “Lytterkroen”.

Her mødte jeg ofte Otto Brandenburg, som jeg endnu ikke kendte, men som altid hilste høfligt.

En sommereftermiddag gik jeg som så ofte forbi Lytterkroen, klar til at hilse på Otto, der sad på en hvid havestol ude på fortovet, omgivet af kvindelige fans og andre “hangarounds”. Netop som jeg nærmede mig, bemærkede jeg, at Ottos stol hældte bagover og begyndte at vælte. Snart efter lå Otto på fortovet med stolen under sig.

Det bemærkelsesværdige var ikke at Otto væltede på stolen. Det hændte jævnligt. Det, der denne gang satte sig fast i erindringen hos mig, var at han ikke OPDAGEDE at han væltede, men blot blev liggende, uskadt og ved fuld bevidsthed, men uden at tage notits af at han lå på jorden, indtil vi fik ham og stolen på højkant.

Otto Brandenburg havde en fantastisk evne til både at være hønefuld og komplet kontrolleret når han stod på scenen eller sad bag en mikrofon.

I aften var der premiere i Tivoli på Jesper Lohmanns forestilling ”Tilløkke Otto” om Otto Brandenburg. En rørende beskrivelse af en stor kunstner, der havde totalt styr på sin ”performance”, men absolut ingen styr på resten af livet.

Forestillingen kan anbefales, men har en alvorlig scenografisk fejl: Otto ville aldrig kunne holde balancen på den høje et-benede scenestol.