Af Asger Schnack
Nicolaj Stochholm: ”Det regelmæssige”. Nicolaj Stochholm har siden debuten i 1991 skrevet ti digtsamlinger inden denne. De er alle af høj kvalitet, de er alle bevægende – som skrevet på et intellektuelt banner. De bærer en samlet drøm om frihed, også inden for digtets faste former, som altid hersker over såvel tema som førnævnte drøm. Som en kliché kan man sige, at man aldrig bliver færdig med Nicolaj Stochholm, hverken det enkelte digt eller de samlede samlinger, for tiden i deres indre bevæger sig frem og tilbage og i buer og paneler, og du bliver hele tiden stillet over for det ukendte, nå ja, det er vel, hvad du kan forvente af et digt. Men så alligevel bliver du overrasket, fordi der er så megen energi presset sammen i digtene, som ofte er flertydige og sjæleligt udforskende, så man skal følge med i hvert åndedrag i digtet, i dets ritual, så at sige. Digterens aner findes i tidlig modernisme, men også undervejs i spring frem mod denne nye verdenssituation, som vel ikke svarer til en modernisme, men snarere ligner et skråplan, hvor undergangen balancerer. Det moderne er begravet, men stadig stikker det op, om ikke andet som et minde. Sådan er stemningen i den nye bog, hvor titelafsnittet ”Det regelmæssige” typisk nok efterfølges af et afsnit med titlen ”Det uregelmæssige”. Der er digte med mytologiske titler, som indskriver dem i en klassisk kontekst, og der er et digt med geografisk betegnelse, som jeg holder særligt af. Det hedder ”Brindisi” og lyder: ”Knallert i gaden og en hund / der gør ad sit eget ekko / et sted på en anden terrasse / i byen hvor hovedet værker / og pigerne er indadvendte / med meget lidt tøj på deres / øjne er mandelformede og / de kigger aldrig ned når jeg / ser på dem uden at smile.” Bemærk ordet ’deres’ i sjette linje, som indleder et enjambement ned til ’øjne’, og som ikke hører med til ’på’. Dette ophold i linjen skaber en flænge i det, som var det et maleri af Lucio Fontana. I andet afsnit står et mindedigt, betitlet ”Henrik Nordbrandt”, som er en ’omvendt’ sonet, idet de to terzetter kommer før de to kvartetter. ”Han adlød Baudelaire og Pessoa”, hedder det med en stige tilbage, som Nicolaj Stochholm selv kan genkende. ”Nu siger han intet mere / der kommer ikke flere digte / selvom han vedbliver med at / tale til os når vi læser ham.” Man mærker i den nye bog alderstemaet, som allerede blev slået an i den foregående, ”De III aldre”, digteren er blevet ældre, dog stadig ung, men med en alderens eftertanke og antydede perspektivforandring. Et godt (meta)digt hedder ”Selvet vil have ren besked”. Det består af fem spørgsmål uden spørgsmålstegn, om hvorvidt et givent digt findes, for det findes vel ikke, eller gør det? Det er spørgsmålet, som digtet selv svarer på, idet svaret ændrer sig fra de første fire spørgsmål til det sidste. Det er meget raffineret, hvor i øvrigt ordet ’findes’ flytter plads, første, tredje og femte gang er det rykket ud til venstre, anden og fjerde gang er det rykket ind i linjens henholdsvis slutning og midte. Samlingens tredje afsnit, ”Skovene omkring os”, indeholder (foreløbig) to længere digte, ”Ahornens gud taler” og ”II”, de to første digte i en serie, som skal skrives, mens en ahorn vokser op, hvilket tager 30 år. Det hele i et arrangement med Frederikshavn Kunstmuseum, en slags installation, som man kan læse nærmere om i bogens note. Nævnes skal det også, at ”Det regelmæssige” er en meget smuk bog, trykt med skrivemaskineskrift, udgivet af Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. Nicolaj Stochholm: ”Det regelmæssige”. Udkommer i dag. (Omslag: Christian Lemmerz).
Bongorama.dk 