Af Hans Henrik Schwab
Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i denne weekend besøger Louisiana Litteraturfestival, har et velkendt blødt punkt for The Beatles, hvis sangtitler har lagt navn til flere af Murakamis romaner og noveller (samt filmatiseringer): ”Norwegian Wood”, ”Drive my Car”, ”Yesterday” og senest The New Yorker-novellen ”With the Beatles”. I liked their songs myself,” har han udtalt, “and knew all their hits. Ask me to sing them and I could.” Måske genkender Murakami i Beatles-sangene den melankolske undertone af mistet kærlighed, savn og eksistentiel ensomhed, som man finder i flere af de nævnte værker. Det tema i Lennon & McCartneys sangtekster har jeg skrevet en lille artikel om.
I DON’T WANNA LOSE YOU
Lennon & McCartney om at miste – deres mødre
For præcis 10 år siden, i efteråret 2013, fik jeg lejlighed til at stille et spørgsmål direkte til Sir Paul McCartney. I anledning af hans ny album NEW havde danske B&O udskrevet en konkurrence, hvor man kunne indsende et spørgsmål, og Paul ville så udvælge ét, som han ville besvare live. Jeg valgte at stille spørgsmålet: ”Overvejer du seriøst at udsende den efterladte Lennon-demo ´Now and Then´ og på den måde arbejde sammen med din gamle ven en sidste gang?” Paul valgte (naturligvis) dengang at besvare et andet spørgsmål, men i dag kender vi svaret på mit spørgsmål …
McCartney har således annonceret udsendelsen af det ’ny Beatlesnummer’ ”Now and Then”, der som nævnt er baseret på en af Lennons demoer fra hans periode som hjemmegående husfar i Dakota Building i årene 1975-80 – en demo, som Paul, George og Ringo overdubbede tilbage i 90erne, men aldrig færdigggorde og udsendte. Det gør de så nu. Mens vi venter på ’Beatles-versionen’, kan man med fordel lytte til Claus Nielsens fine kongeniale fortolkning af ”Now and Then” på Spotify (findes både som streaming-single og på albummet BETWEEN THE LINES, der genskaber et ’lost Lennon-album’ med ukendte numre fra Dakota-årene). Claus’ udgave lyder formentlig mere som det nummer, Lennon hørte for sig, end The Threetles’ version.
LENNON OM AT MISTE – MODEREN
Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om nummeret, en melankolsk piano-ballade, er teksten arketypisk Lennon, og sangens centrale linje – ”I don’t wanna LOSE you” – kunne stå som overskrift for hele Lennons lyriske værk. Et af de centrale numre på comeback-albummet DOUBLE FANTASY er da også et nummer med den sigende titel ”I’m LOSING you”. Denne frygt for at miste den anden (Yoko) kan rent biografisk forstås på baggrund af den umiddelbart forudgående periode i Lennons liv, hans såkaldte ”Lost Weekend” i L.A., hvor Yoko havde forladt ham, hvilket fremgår af et ”Lose”- nummer fra den periode med omkvædslinjen ”You don’t know what you got until you LOSE it” fra WALLS AND BRIDGES. (John fandt som bekendt hjem til Yoko igen, og ”Free as a Bird” – en anden Dakota-demo, som Beatles indspillede – handler netop om at flyve hjem, idet at være fri som en fugl kun er ” the NEXBEST THING to be”).
Dette tabs-tema blev dog anslået så tidligt som 10 år før: I 1964, hvor Lennons første seriøse autobiografiske sange begynder at dukke op på A HARD DAY’S NIGHT og BEATLES FOR SALE. På sidstnævnte lp finder man ligefrem et nummer med titlen ”I’m a LOSER”. På engelsk betyder ”lose” som bekendt både at tabe og at miste, og man skal bemærke, at åbningslinjen med ”I’m a loser” senere får tilføjelsen: ”and I LOST someone who is near to me.”
Denne frygt for at miste går som en rød tråd gennem Lennons og til dels også McCartneys sangtekster gennem hele Beatles-æraen. I tresserne blev disse tekster opfattet som udtryk for en klassisk romantisk længsel efter fortiden, efter ”Yesterday” og ”The Night before” (jf. Michael Woods artikel ”John Lennons School Days”, hvor han udnævner Lennon & McCartney til nostalgikere, der længes efter skoletiden og dyrker den ’kroniske uskyld ’: ”Then you decide to take a walk by the old school/Nothing has changed, it’s still the same”). Men i 1970 fik man for Lennons vedkommende syn for sagn og indblik i, hvad disse tekster reelt handler om. På det selvbetitlede soloalbum (’primalskrigspladen’) er åbnings- og afslutningsnummeret således helt centrale: Den første skæring, ”Mother”, handler om Lennons første tab af moderen, da hun forlod og bortadopterede ham som lille: ”Mother, you left me”; mens afslutningsvignetten ”My Mummy’s Dead” konfronterer det andet og definitive tab af moderen, der omkom ved en trafikulykke, netop som hun var kommet tilbage i unge Johns liv – og blot tre dage efter The Quarrymen’s første, privatfinansierede pladeindspilning (som kan høres på ANTHOLOGY 1). Lennon nåede med andre ord lige præcis at ’pladedebutere’, inden han mistede den mor, der havde opmuntret hans musikalske karrierer. Ja, man må da virkelig sige ”I lost someone who is near to me”! Hørt i det perspektiv lyder Lennons sange, også Beatles-sangene, om at miste som eet langt forsøg på at bearbejde traumet over tabet af moderen. (Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at Lennons kunstneriske styrke samtidig gør teksterne irreduktible: De kan ikke blot reduceres til dette traume, men har en selvstændig litterær kvalitet og er åbne for andre fortolkninger.)
Som Bo Heiman har fastslået i bogen LENNONS LÆNGSEL, hvor han omhyggeligt forfølger dette ledemotiv i Lennons produktion fra 1964-80: Lennon var en” Liverpool-dreng, der sang, sang og sang for at nå sin mistede moder, men som måtte nøjes med at nå hele verden.”
Og så er vi tilbage ved Yoko, der for John blev en modererstatning. I sangen til moderen fra det hvide album, ”Julia”, smelter de to kvindeskikkelser da også sammen: Moderen hed Julia ligesom sangens titel, men i teksten omtales ligeledes ”Ocean Child”, der på japansk betyder Yoko. Lennon kaldte da også Yoko ”Mama” (tænk på Annie Leibovitz’ ikoniske foto, hvor en nøgen Lennon ligger i fosterstilling sammen med Yoko: ”with his Mama by his side/She’s Japanese”, som Ringo sang), og på det sidste nummer på DOUBLE FANTASY, ”Dear Yoko”, synger Lennon ikke, at hun er hans ”one track mind”, som der står på innersleeven. Lytter man efter, synger han faktisk, at Yoko er hans: ”one track mama-mind”! Et tilsvarende lille ordspil (pun, som det hedder på britisk) finder man på ”Now and Then”, hvor Lennon tilsyneladende synger: ”I don’t wanna lose you ,oh no”, men med Lennons sans for homonymer in mente tager man næppe fejl, hvis man hører linjen som: ”I don’t wanna lose you, ONO”!
I det perspektiv føjer ”Now and Then” sig smukt til Lennon samlede værk – båret som det er af angsten for at miste.
MCCARTNEY OM AT MISTE – MODEREN
Paul McCartney er blevet kritiseret for at ville genoplive ”Now and Then”, der som nævnt i sin tid – under Anthology-sessions – blev skrinlagt, men i et lyrisk og eksistentielt perspektiv giver det måske en dybere mening for Paul, der ligesom John i en ung alder – 14 år gammel – mistede sin moder og har skrevet adskillige sange over dette tema. Han har nærmet sig emnet både indirekte (f.eks. ”Yesterday”, som ifølge McCartney selv ”subliminalt”, dvs. underbevidst, handlede om tabet af moderen: ”Why she had to go/I don’t know”) og mere eksplict: i ”Let it be” med Mother Mary-skikkelsen (McCartney opkaldte som bekendt sin første datter efter Moder Mary, ganske som Lennon opkaldte sin første søn efter moderen Julia). Ja, selv hans allerførste lille, naive sang handlede om at miste: ”I lost my little girl”, der er skrevet samme år, som moderen døde – en sammenhæng, ”man ikke behøver være Freud for at kunne se”, har McCartney selv udtalt. (Selv livstidsfangen i ”Band on the Run” savner i åbningsverset sin ”Mama”!). Mange år senere mistede Paul jo også sin Linda og skrev følgende rørende parrim: ”I lost my wife/She lost her life”. (En såkaldt kuplet – en rimform, der i England går helt tilbage til Shakespeare, og som altid har fascineret Paul, fordi den traditionelt bliver brugt til at markere en afslutning, jf. kupletten i ”The End”).
McCartney havde allerede adresseret denne frygt for at miste i sangen ”Waterfalls”, der interessant nok er skrevet omtrent samtidig med Lennons ”Now and Then”. Hos McCartney hedder det:
And it wouldn’t be the same
If you ever should decide to go away
Sammenlign engang med de tilsvarende verslinjer hos Lennon:
But if you have to go away
If you have to go…
Now and then, I miss you
Lennon og McCartney var ikke bare nostalgikere, der længtes efter skoletidens drengestreger og barndommens tabte land, Strawberry Fields. De var voksne mænd, der i en alt for tidlig alder havde prøvet at miste og derfor frygtede dette resten af livet. Det handler ”Now and Then” om. Det vidste John, og det ved Paul den dag i dag. Måske det – bevidst eller ubevidst – er et af Pauls motiver for at udsende dette allersidste samarbejde med en mistet ven.
EPILOG: JULIAN OM AT MISTE – FADEREN
Johns søn Julian skulle på tragisk vis gentage faderens dobbelte tab, idet han først mistede John som barn, da faderen gik fra ham pga. skilsmissen fra Cynthia, og dernæst som teenager, da John blev myrdet på et tidspunkt, hvor far og søn igen var begyndt at se hinanden (ligesom John og Julia som nævnt var på tidspunktet for hendes død).
Åbningsskæringen på Lennons første egentlige debutalbum, primalskrigspladen, starter som bekendt:
”Mother, you LEFT ME/But I never left you”
De første linjer på Julians første hit og åbningsskæringen på side to af hans debutalbum lyder som et ekko heraf:
“Ever since you’ve been LEAVING ME/I’ve been wanting to cry”
I den familie ved de noget om at blive forladt og miste.
En viden, de deler med Yoko Onos landsmand Murakami …
bongorama.dk 