Af David Bentow
I dag skulle jeg have været til et brag af en rund fødselsdag.
Forfatteren og levemanden Jan Sonnergaard. Den grænseløst generøse “Søde Jan”, burde have fejret sin 60 års dag i dag, den 15. august 2023.
Jeg kan lige forestille mig fødselsdagsfesten. Med streg under fest:
Venner fra nær og fjern, alle nøje instrueret i at komme med “mange” og “STORE” gaver til fødselaren.
Der ikke ville have sparet på noget, men ladet os alle svælge i mad, drikke og godt selskab.
Desværre sker det ikke. For selv om ti af os fejrede Jans 53 års fødselsdag i august 2016, så døde han blot tre måneder senere, i Beograd.
Jeg møde første gang Jan nytsaften i 1996. Han var bedste venner med min daværende kæreste. I en vennetrio, der i øvrigt også omfattede Knud Romer, der også senere skulle vise sine skriveevner.
Vi sad ved siden af hinanden den nytårsaften, og den lidt sky Jan fortalte, at han var ret nyudklægget cand. mag. i litteraturvidenskab og filosofi, og at han få måneder senere ville udkomme med en novellesamling, i et meget beskedent oplag – men dog udgivet af Gyldendal.
Novellesamlingen hed “Radiator”, og bragede igennem på den danske litteraturscene.
Den voldsomme succes gjorde Jan i stand til at gøre det, han elskede. At forkæle sine venner, og spise og drikke sig gennem Europa, og smage på alle de lokale kulturer, mentalt og fysisk.
Trods sin litterære succes holdt han stædigt fast i at blive boende i det meget lidt smarte Nordvest, der havde inspireret mange af Jans fortællinger.
Jans død som 53-årig var et chok. Men ikke nødvendigvis overraskende. Som min kæreste, der var retsmediciner, flere gange sagde, så er diabetes desværre oftest en dødelig sygdom. Og den endte også med at tage livet af Søde Jan.
Men inden havde han blandt andet skrevet fortsættelserne til Radiator, novellesamlingerne “Sidste søndag i oktober” og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”, teaterstykket “Liv og død på Café Olfert Fischer”.
Han fik også skrevet romanerne “Om atomkrigens betydning for Vilhem Funks ungdom”, “Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer: Paris, Rom, Tbilisi, Prag, Saint-Nazaire, Berlin, Amager” og “Frysende våde vejbaner”, der udkom året inden Jan døde.
Selvfølgelig er det netop i dag trist at tænke på, at Søde Jan ikke oplevede sin 60 års fødselsdag. Og at vi andre ikke får mulighed for at fejre ham, som fortjent.
Men der er også en glæde ved, at Jans ord stadig lever. De ord, som han kunne betvinge og forme som få. Som stadig kan få os andre til at smile, nikke, og nogle gange væmmes. Som kan få os til at føle.
så selv om 60 års fødselsdagen ikke bliver en fest, så er der al mulig grund til fortsat at tænke på Søde Jan. Og på alt det, han gav væk til dem, der ville tage imod det.
Billedet er fra hans elskede Café Floss i Pisserenden. Taget den 15. august 2016. En dejlig dag i selskab med Søde Jan.
bongorama.dk 