Af Leif Lønsmann
Det er ikke nyt at danskerne slås for retten til at ”spotte og håne” andre.
Allerede i 1510 brugte den svenske kirkemand og politiker Hemming Gadh (billedet) netop disse to ord (i folkemindeforskeren Laurits Bødkers oversættelse) om hvordan danskerne ”hovmodigt smæder, foragter og forringer” alle fremmede, ”parate og villige til enhver form for løgn og bedrageri” for at fremhæve egne fortræffeligheder overfor de fremmedes forbandelser.
Når Gadh, med megen vægring og væmmelse, var nødt til at begive sig gennem Danmark på sine mange rejser til Tyskland og det øvrige Europa, blev han bekræftet i at han aldrig havde oplevet noget land eller folk, der brugte så mange eder og forbandelser om andre som i Danmark. Det hele blev ifølge Gadh endnu mere grotesk af at det sker med ”forvrænget mund” og et ”fordrejet sprog”: ”De taler heller ikke som almindelige mennesker. Men trykker ordene frem som om de ville hoste, og de synes med flid at vride og vende ordene midt i struben før de kommer frem”. Gadh var ikke alene om sin kritik. Han havde på sine rejser oplevet at danskerne “overalt er så foragtede og forhadte, at ordet “dansker” er et skældsord”.
I en tale i det svenske rigsråd i 1510 gav Gadh danskerne igen med egen mønt, med en samlet svada om ”danskernes falskhed og lyvekunst”: ”Han (dansken, red.) bruger (…) skrækkelige og blodige ord (…) og gentager og fordobler dem så ofte, at enhver fornuftig mand uden tvivl heraf kan slutte, at disse danskere er parate og villige til enhver form for løgn og bedrageri”.
Danskerne tog kritikken alvorligt. Sådan en udlænding skulle ikke komme her og diktere danskernes gøren og haden. Hemming Gadh blev halshugget, på ordre fra den danske konge, Christian 2.
Gadhs tale blev ikke nedskrevet, men gengivet/rekonstrueret af den svenske historieskriver Johannes Magnus. Den ordrette ægthed er senere betvivlet. Men holdningen spejler Gadhs holdning til danskerne. Som kostede ham hovedet.
bongorama.dk 