Så man kan leve som om der var et håb og en fremtid

Af Arne Herløv Petersen

Inderst inde tror jeg ikke, jeg kan dø. Jeg ved det selvfølgelig godt, men at vide er ikke det samme som at forstå.
Jeg kan ikke rumme tanken om ikke at være. Hvis jeg helt og fuldt kunne rumme den tanke – hvis jeg kunne tage til mig, at jeg eksisterer nu og holder op med at eksistere om kort tid – så ville det gnave et hul i mig, der ville gøre det umuligt at leve, mens jeg faktisk gør det endnu. Så kunne man ikke gøre andet end at sætte sig i et hjørne og hyle hjerteskærende resten af den tid, man har.
Der er nogle, der fylder hullet op med alle mulige former for trøst – religion eller tanken om at leve videre i børn eller bøger eller hvad det nu kan være. Men det er jo ikke noget liv – ikke som det, vi har nu.
Man kan godt leve med andres død. Det er jo noget, man oplever. Men et eller andet sted tror jeg, der inde i de fleste sidder en lille fornuftsstridig overbevisnig om, at lige præcis jeg må leve videre, for hvordan skulle jeg kunne være død, når jeg nu er så levende?
Dyr ved ikke, de dør. Og jeg tror, at vi har fået indbygget en lille sikkerhedsventil, så vi nok ved vi dør, men alligevel bliver ved med at tro, vi nok lever videre alligevel – på den ene eller den anden måde,
Tanken om et evigt liv er det trøstebolsje, vi får i munden. Det er rart at sutte på, men der er ikke meget næring i det.
Men det er godt, vi har den lille sikkerhedsventil og kan lukke øjnene for virkeligheden. For det, man ikke kan rumme, må man fortrænge. Så man kan leve som om der var et håb og en fremtid, som Ivan Malinovski [foto, red.] formulerede det.
Men så bliver man jo nok overrasket, når man faktisk dør alligevel. Hvis man ellers kan nå at blive det.
*
Lige her og nu kan jeg mindske risikoen for at dø inden for kort tid, hvis jeg retter mig efter nogle simple regler. Men den får jo ram på mig alligevel. Man kan dø på de mest usandsynlige måder. Aischylos døde efter sigende, da en ørn kylede en skildpadde ned på hans skaldede hoved, fordi den troede, det var en sten, der ville knuse skildpaddeskjoldet, så ørnen kunne komme til dens indre.
Men en nedsat risiko er dog bedre end en forhøjet risiko.
Det er selvfølgelig en stakket frist. Jeg dør alligevel. Selv om jeg ikke tror på det. For den tro er netop udtryk for, at jeg ikke kan holde ud af se ind i den ufravigelige sikkerhed – sådan som man ikke kan holde ud at se ind i solen.