Ole Grünbaum er død

Af Arne Herløv Petersen

Ole Grünbaum
(1945-2023)

I 1963 fik jeg brev fra en 18-årig elev på Virum Statsskole, der hed Ole Grünbaum. Han havde planer om at lave et ungdomsblad og spurgte, om jeg ville være med. Det ville jeg gerne. Vi fik fat på nogle jævnaldrende – Ulla Dahlerup, Jakob Lange og Mogens Kjældgaard. Bortset fra mig havde de alle kendte eller semi-kendte forældre. Ole var søn af Henry Grünbaum, måske den bedste finansminister, Danmark har haft. Ulla Dahlerup var datter af kvinderetsforkæmperen og poltikeren Elin Appel. Ulla og jeg var klassekammerater på Bernadotteskolen.
Første nummer af bladet Eksponent udkom så og vakte opstandelse rundt omkring, især fordi Ulla Dahlerup havde skrevet i en artikel, at i stedet for at få en salmebog til konfirmationen burde de fjortenårige piger få et pessar. Vi blev interviewet om bladet til Aktuelt af Jørgen Leth. Bladet levede ikke længe. Da jeg i september 63 blev redaktør af Studenterbladet, måtte jeg trække mig fra Eksponent, og bladet lukkede efter nummer tre.
Jeg så Ole rundt omkring i byen. Engang var han og Ebbe Reich hjemme hos mig og ryge hash. Jeg boede stadig hjemme, og min mor blev overrasket, da hun om morgenen så to hoveder med overdådig mørk hårvækst stikke op af hver sin sovepose midt på gulvet.

Ole blev landskendt, da han til en happening i Studentersamfundet dansede nøgen rundt på gulvet, mens Ole Ahrentzen, der dansede rundt på samme måde samtidig, ikke blev kendt. Ole blev betragtet som Danmarks førende provo og udgav i 1967 bogen ”Provokér”, efterfulgt af ”Emigrer” (1968) og ”Når jeg bliver statsminister” (1970).
Jeg mødte engang Ole på Christianshavn. Han sagde, at pigerne rendte efter ham, men det var han blevet godt og grundigt træt af. “Det er ikke mig, de vil have”, sagde han. “Det er myten”.
I begyndelsen af 70’erne blev Ole omvendt til guruen Maharah Jis lære, og her kunne jeg ikke følge ham. Han rejste til USA og tilbragte nogle år der.
Da Ole Grünbaum kom hjem igen, blev han redaktør for Politikens nye computer-side, og han trak mig med ind. Jeg havde fået min første computer i 1991 og skrev en del om de nye muligheder, især efter at Internettet kom til et par år senere. Da Politiken efter et par år valgte en anden redaktør, røg jeg ud.
Sidst i halvfemserne havde Ole og jeg store planer om at oprette en Litteraturportal på Nettet. Ole havde fået forbindelse til et it-firma, der ville stille lokaler til rådighed og give os økonomisk støtte, så vi kunne komme i gang. Vi fik tilsagn om medvirken fra en del forfattere, og det så lovende ud.

Nu skal vi for en gangs skyld prøve at blive rige, sagde Ole og jeg til hinanden. Men da den første tech-krise ramte omkring 2000, krakkede firmaet og tog vores drømme med i faldet.
Senere så jeg kun Ole sporadisk – på Bogmessen og sådan noget.
I 2006 udkom erindringsbogen ”Bar røv i 60’erne” og i 2008 ”Den dag min fremtid forsvandt”. I 2018 kom ”Bryd igennem”.
I de senere år var Ole ramt af sygdom, og han døde 29. juli.

PS. Jeg spurgte engang Ole Grünbaum, om han havde oplevet anti-semitisme. Det havde han i den grad. Mange af de pæne mødre i Virum havde sagt til deres børn, at de ikke skulle lege med sådan en jødeunge.
Og det var efter krigen.