ULTRAFAX

Af Leif Lønsmann

I 1953 introduceredes dette avancerede apparat, som man spåede ville revolutionere den globale kommunikation. Den såkaldte ”Ultrafax”-maskine ville ”på ingen tid” kunne overføre en skriftlig meddelelse fra et sted til et andet på kloden.

Som det hed med datidens sprog: ”Man kan sige, at Ultrafax-systemet vil gøre alle aktstykker, alt skrevet og trykt materiale, så at sige øjeblikkeligt allestedsnærværende indenfor det område, linienettet omspænder. Et vigtigt papir, en rapport, teksten til en overenskomst eller en vedtægt, mødereferater, statistiske bilag, bøger, skrifter, opslagsværker og så videre, vil ikke længere befinde sig dér eller dér, de vil simpelthen eksistere eller ikke eksistere. Det vil blive ligegyldigt, om et dokument er i Washington eller i London, for manden i Sikkerhedsrådet kan sidde og læse det i Lake Success. Også her går vi altså mod en verden uden afstande”.

Som med alle nye apparater og teknologier delte også Ultrafaxen befolkningen i jubeloptimistiske ”ja-hatte” og frygtsomme ”nej-hatte”. Nogle mente at apparaterne ville sikre verdensfreden, fordi stormagterne ville kunne nå at tale konflikter ned før de brød ud. Andre frygtede at vi ville ”drukne i ord”. Her 70 år efter vil nogle vil nok mene at ”nej-hattene” ramte mere præcist en ”ja-hattene”…