Dragespringvandet er tilbage

Københavns Kommune skriver:

MONUMENTMANDEN FORTÆLLER – for sidste gang

Så lykkedes det endelig af få genopstillet Thorvald Bindesbølls og Joakim Skovgaards Dragespringvand i sin fulde pragt, som det så ud, indtil det blev flyttet i 1954. Årsagen til flytningen var en større udvidelse af Vestre Boulevard, som derpå fik navnet H.C. Andersens Boulevard. Der var dog ikke længere plads til den ydre kumme, som en tid i stedet stod opstillet på Brønshøj Torv.

Men nu er ikke blot alle dele blevet genforenet, så springvandet ser ud som ved indvielsen i 1923; det har desuden fået en ny placering i Rådhusindgangens akse. Ud over en gennemgribende restaurering af hele springvandet er der bygget et helt nyt underjordisk teknikrum, der opfylder alle moderne standarder.

Hele projektet har kunnet gennemføres gennem et rundhåndet bidrag fra Aage og Johanne Louis-Hansens fond suppleret med interne midler. Springvandets skabelse i flere stadier er i sig selv en forunderlig historie, som Bonnie Mürsch og jeg samt flere andre har nedfældet i bogen ”Dragespringvandet. Historien om vandkunsten på Rådhuspladsen”.

Med denne solstrålehistorie vil jeg afslutte mine små monumentfortællinger, eftersom jeg går på pension efter mere end 20 år i kommunen. Det er hen ad vejen blevet til 115 styk, og jeg takker hermed alle mine opmærksomme og ivrigt kommenterende læsere.

Hilsen Jens Peter