Kenneth Anger er død

Af Lars Movin

KENNETH ANGER (3.2. 1927 – 11.5. 2023) R.I.P.

Der er noget næsten naturstridigt i, at den amerikanske filmmager Kenneth Anger rent faktisk har været iblandt os indtil for ganske nylig, hvor han døde i en alder af 96 år – og dermed overlevede alle de øvrige figurer i den bevægelse af uafhængige avantgardefilmskabere, som han både var med til at forme og langt hen ad vejen fortsatte med at sætte sit aftryk på. Naturstridigt, fordi Anger med sin officielle debut i 1947 med den homoerotiske “Fireworks” kom før alle dem, han gerne blev nævnt sammen med, og som alle sammen for længst er gået bort.

Derfor spiller Kenneth Anger naturligvis også en helt central rolle i min bog “Amerikansk avantgardefilm” (2016) – så central, at jeg har ladet et af hans statements være bogens motto:

“Filmens fremtid ligger i hænderne på poeten og hans kamera.” (1951)

Dernæst har Anger naturligvis fået sit eget mere end 40 sider lange kapitel i bogen, hvor jeg gennemgår hans vigtigste værker, heriblandt “Eaux d’Artifice” (1953), “Inauguration of the Pleasure Dome” (1954), “Scorpio Rising”, “Invocation of My Demon Brother” og “Lucifer Rising” (1981).

Kapitlet er baseret på et ganske grundigt interview, som jeg var så heldig at få i kassen i forbindelse med Angers danmarksbesøg i november 2008, hvor han optrådte med talk og performance ved et minderigt arrangement på Statens Museum for Kunst (billedet herunder er taget i forbindelse med den første af vores samtaler, der fandt sted den 4. november).

Ved Kenneth Angers død ville det være oplagt at tegne et kort portræt og opridse alle hans meritter og særtræk, sådan som det sig hør og bør. Men det har jeg gjort flere gange før på dette sted, så i stedet vil jeg bringe to fragmenter, som tilsammen måske siger noget om denne unikke filmkunstner, som på én gang var et midtpunkt og en outsider.

Det første fragment er indledningen til kapitlet om Kenneth Anger i “Amerikansk avantgardefilm” – det begynder således:

“Det var ‘Scorpio Rising’ (1963), der cementerede Kenneth Angers status – ikke bare som en kultfigur, men som en på alle måder uafhængig filmmager, hvis udforskning af de levende billeders sprog fik betydning langt ud over avantgardens reservat. Da Anger skabte ‘Scorpio Rising’, var han netop hjemvendt til Amerika efter tolv år i Europa (1950-62), hvor han en væsentlig del af tiden havde været tilknyttet La Cinémathèque Française som assistent for Henri Langlois. Og med den knap en halv time lange film, hvor biker-fænomenets maskuline arke- og stereotyper afkodes i en associativ og fragmentarisk montage, foretog Anger et ganske præcist snit ind i de tidlige tresseres amerikanske ungdomskultur – med en blanding af fascination og kritisk distance, som var i pagt med den nye popkunst – samtidig med at han i endnu højere grad end med nogen af sine øvrige værker ramte et strømførende lag, der fik fortid, nutid og fremtid til at smelte sammen på en måde, som hævede værket op i klassikerklassen.”

Og når vi nu har sagt “klassikerklassen”, vil jeg ikke undlade at tilføje, at Martin Scorsese var en af Angers største beundrere – Scorsese så “Scorpio Rising” så tidligt som i 1964 og huskede mange år senere: “Jeg var imponeret over hans ironiske brug af popmusik og hans fornemmelse for rytme. Og så var jeg fascineret af hans tvetydige forhold til Hollywood, hans kærlighed/had, der løbende kom til udtryk gennem brug og misbrug af Hollywood-ikonografi, serveret i et romantisk, dekadent stemningsleje. (…) Kenneth Anger er en unik filmskaber, en kunstner med et enestående talent.”

Det andet fragment, jeg har valgt at bringe, er indledningen på vores første samtale, der som nævnt fandt sted den 4. november 2008 på Statens Museum for Kunst. I min bog inddrager jeg naturligvis bearbejdede stumper af interviewet, som er inkorporeret i fremstillingen, men for kuriositetens skyld følger her den rå udskrift af vores første ordvekslinger:

– Er det dit første besøg i Danmark?

“Jeg har været her flere gange i 50’erne og 60’erne … jeg er ikke sikker.”

– I USA er der præsidentvalg i dag. Er det noget, du går op i?

“Jeg diskuterer ikke politik – så drop emnet! Jeg forventede, at du ville spørge, men det er sådan et kedeligt emne, og i USA hænger det os langt ud ad halsen. Det har stået på i et år nu. Alt dette er off the record … jeg vil simpelthen ikke tale om det. Okay, det er tilfældigvis valgdag, men jeg befinder mig ikke et sted, hvor jeg kan stemme. Sådan er det bare.”

– Jeg har altid opfattet dig som noget af en enspænder, ikke alene i den forstand, at du har skabt dine film alene og udfylder de fleste funktioner selv, men også forstået på den måde, at man ville have svært ved at forestille sig, at du kunne være en del af en gruppe, en bevægelse. Oplever du det også sådan selv på den måde?

“Jeg kan ikke identificere mig med nogen bevægelse. Jeg er Kenneth Anger, og jeg laver mine egne film. Det er det hele. ‘Films by Anger’. Jeg har gjort det, siden jeg var teenager, og jeg er stadig i gang, og jeg nyder at lave film … det er derfor, jeg gør det. Og jeg kalder dem stadig film, selv om de ofte er digitale nu om stunder.”

– Jeg har naturligvis været imponeret af dine film i tidens løb, men jeg blev også meget imponeret, da jeg på et tidspunkt læste din artikel, “Modesty and the Art of Film”, som du fik trykt i det franske filmtidsskrift Cahier du Cinéma i 1951. Hér forudsagde du den personlige og poetiske film, som spirede frem flere år senere, ligesom du også forudsagde den måde, som Direct Cinema-folkene begyndte at arbejde på omkring 1960 … med håndholdt kamera og så videre. Hvor fik du de ideer fra, da du selv begyndte at lave film? Hvem var dine inspirationskilder, og hvad var det for impulser i tiden, som ledte din opmærksomhed i den retning?

“Det var alt sammen mine egne ideer. Jeg mener … mine inspirationskilder, hvis man kan kalde dem det, strakte sig fra russiske instruktører som Sergei Eisenstein og Vsevolod Pudovkin til folk som Jean Cocteau og Jean Vigo. Det var alle sammen nogen, jeg beundrede, og jeg går ud fra, at de har inspireret mig, selv om jeg ikke bevidst har brugt træk fra deres værker.”

– Jeg har læst, at allerede da du gik i gymnasiet, var du interesseret i Cocteau og Jean Genet og den slags. Du må have været en ret usædvanlig gymnasieelev i Los Angeles i 1930’erne?

“Jeg vidste, at jeg ville rejse til Frankrig på et tidspunkt, så jeg … dengang kunne man vælge mellem forskellige fremmedsprog … så da jeg ankom til Frankrig, talte jeg fransk nogenlunde flydende i modsætning til de fleste amerikanere, som ikke taler et ord. Og senere, da jeg mødte Cocteau og Genet og forskellige andre, var der ingen af dem, som ønskede at tale engelsk. Hvis man ikke kan fransk, så kunne man godt glemme alt om at tale med Jean Cocteau.”

– Hvem var de vigtigste personer, du mødte i 40’erne? Er det sandt, at du mødte D.W. Griffith?

“Ja, ham mødte jeg. Han boede på Knickerbocker Hotel, som stadig ligger på Hollywood Boulevard [1714 Ivar Avenue], og han plejede at spadsere ned til Garden Court Apartments, hvor vi havde en filmklub, og jeg kan huske, at vi sad sammen og så Henry Kings film med Richard Barthelmess, ‘Tol’able David’ [1921]. Griffith var en mand med en stor værdighed, og jeg fulgte ham tilbage til hotellet adskillige gange. Økonomisk havde han det nogenlunde, han var aldrig decideret ‘fattig’, men han var deprimeret over, at han ikke længere kunne få lov til at lave film. Han var jo ikke særlig gammel, og han ville gerne have lavet flere film. Men det, jeg husker tydeligst, var, at der altid var den aura af virkelig god whisky omkring ham … [griner] … Han havde sin værdighed, men han havde bestemt fået sig en drink, inden han gik ud.”

– I det mindste var det åbenbart en god whisky …

“Nemlig!”