Af Leif Lønsmann
Bent Fabricius-Bjerre har skrevet sin sidste node. Kender jeg ham ret, er det ikke længe siden. Bent var allerede langt i sin karriere, før jeg blev født, i midten af forrige århundrede. Men han kunne stadig gøre mig helt forpustet med sit uforligneligt høje energiniveau både kreativt, kollegialt og kammeratligt. Altid snurrig i tanken, rap i replikken og præcis i pointen. Sådan husker jeg ham også fra vores fælles år i bestyrelsen og priskomiteen for Leo Mathisen Prisen.
Bent var en trofast og hyppig gæst i min tid både i Radiohuset og i DR Koncerthuset, hvor han færdedes lige hjemmevant på scenen og i salen – og sågar bag kulisserne, hvor han har været mig en trofast sparringspartner og mentor, ligesom han velvilligt stillede op med kærlig, kritisk efterkritik til vores interne medarbejder-arrangementer.
Han var min gæst i DR Koncerthuset den sommerdag i 2013, hvor den amerikanske hit-konge Burt Bacharach gav sin første koncert på dansk jord. Mens vi ventede på, at Burt Bacharach skulle gå på scenen, betroede Bent mig, at ”Burt” havde besøgt ham i Metronome pladestudierne for ”et stykke tid siden”, nærmere betegnet i 1965 (!), i forbindelse med Marlene Dietrichs koncerter i Tivoli. Burt Bacharach var dengang orkesterleder for Marlene Dietrich, og Bent ejede Metronome studierne, som producerede et album med Dietrich. Da jeg efter koncerten spurgte Fabricius om han ville med ”back stage” og hilse på Bacharach, var har i første omgang tøvende og ville ikke forstyrre ham lige efter koncerten. Men, på den anden side, tilføjede han lunt, kunne det jo være hyggeligt at møde ”den unge mand”. Bacharach var på det tidspunkt 85 år…
Mens vi stod og ventede på bagscenen, fortalte Bent Fabricius-Bjerre levende om mødet med Dietrich og Bacharach dengang i 1965. Da Burt Bacharach efter et stykke tid, kom ud af solistværelset, kastede Bent Fabricius et blik på ”den unge mand”, og bemærkede at den 85-årige verdensstjerne trak lidt på benene efter de to timers stående kraftpræstation på scenen. Bent, der var rørig og frisk som en ung-atlet, hviskede diskret: ”Han er blevet lidt stivbenet siden sidst. Jeg tror han rider for lidt og spiller for lidt golf”.
Herefter overlod jeg de to unge mennesker til hinanden, og til BTs reporter Kenan Seeberg, som dagen efter skrev om det musikalske topmøde i DR Koncerthuset.
I september 2018, få uger før jeg forlod DR, var Bent Fabricius-Bjerre tilbage i DR Koncerthuset, denne gang på scenen med strygerkvartetten LiveStrings, der, sammen med udvalgte solister præsenterede de mest kendte værker fra Bent Fabricius-Bjerres lange og produktive liv.
Nu har han skrevet sin sidste node, men hans mange hundrede melodier lever evigt.