Af Ronnie Rocket

Screaming Trees frontmanden Mark Lanegan er en produktiv herre. Det nye solo album er det 12. i rækken. Det er ledsaget af en selvbiografi, der kun beskæftiger sig med i en særlig årrække i grungerockerens liv. Tilsyneladende er begge udgivelser delvis selvterapi for skyldfølelsen af at være medansvarlig for Kurt Cobains død fordi han ikke besvarede et telefonopkald, der måske var et råb på hjælp.

Lanegan råber ikke så meget på det nye album, der i stedet er en solid samling af ballader, hvis klangflader lyder som den naturlige fortsættelse af de melankoli rejseeventyr som beat poeterne Leonard Cohen og Nick Cave tidligere har begivet sig ud på.

Soulsavers duoen – der er mest kendt for samarbejdet med Dave Gahan fra Depeche Mode – har co-produceret. De har alle samme kærlighed for blues baseret electro-rock. Og blues referencen bliver yderligere manifesteret af Led Zeppelin bassisten John Paul Jones, der gæsteoptræder på Mellotron (‘Ballad of a Dying Rover’). Fornemmere besøg findes ikke.

Hvis man leder efter mere cool namedropping dukker den tidligere partner-in-drug-crime Dylan Carlson fra drone ensemblet Earth også op undervejs. En af sangene handler simpelthen om ham. Lamb of God guitaristen Mark Morton har fundet sin akustiske guitar frem på et par sange. Og det slutter ikke her. Vennerne Greg Dulli, Warren Ellis og Ed Harcourt har også en finger med i songbook udspillet.

Der er hele 15 sange – heraf er tre udsendt om pre-album singler – på albummet, der klinger ud efter præcis en time.