Dengang Ekstra Bladet anmeldte surrealistiske digtsamlinger

Arne Herløv Petersen skriver på Facebook:

Jeg faldt over denne anmeldelse af Gustaf Munch-Petersens surrealistiske digtsamling “mod jerusalem” i Ekstrabladet 28.4.1934.
Anmelderen er bladets chefredaktør, Frejlif Olsen. Det er en bunkeanmeldelse af fire nye digtsamlinger. Om “mod jerusalem” skriver han:

Den værste af de her forekommende Digtere er gustaf munch-petersen, hans Kæphest er at skrive aandssvage Digte med lutter smaa Bogstaver. Et talentløst Pattebarn, der behager sig i Perversiteter. Om han nogensinde bliver voksen og Mand? Nej, det maa anses for udelukket.

De tre andre digtere, der bliver anmeldt, får den betingede ros, at de i det mindste er normale. De hedder Arnold Hending, Niels Th. Mortensen og Viggo Olsen. De to første kender jeg da af navn, men den sidste har jeg aldrig hørt om. Og det ville være synd at sige, at nogen af dem ligefrem er blevet kanoniseret.