EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN – Danmarkspremiere på ‘LAMENT’– live
Lørdag den 19. september kl. 20.00 i DR Koncerthuset, Koncertsalen
Billetsalget starter tirsdag den 21. april 2015 kl. 10.00 via artfreq.com/tickets
GENIALE DILETTANTER / INDUSTRIELLE PIONERER / TYSKE LEGENDER
Einstürzende Neubauten erklærede fra starten i 1979 krig mod al konventionel musik!
Som frontkæmpere i Berlins kunstbevægelse ‘Geniale Dilletanten’ valgte Blixa Bargeld og hans avantgarde-armé at angribe selve den musikalske disciplin med en helt utraditionel instrumentering.
INDUSTRIVÆRKTØJ SOM INSTRUMENTER
Bevæbnet med slagværktøj, trykluftbor, vinkelslibere og tons af metalaffald – kombineret med støj, ekstrem vokal og dystopisk smertepoesi, skabte Einstürzende Neubauten et radikalt nyt udtryk. Det placerede dem fra starten som pionerer indenfor Industrial-musikken, sammen med kunstnere som Throbbing Gristle, Lou Reed (Metal Machine Music), Luigi Russolo og Kraftwerk.
LYDEN AF DET MODERNE TYSKLAND
Einstürzende Neubautens betydning for tysk musikhistorie er altså uomtvistelig – og i lighed med Karlheinz Stockhausen og Kraftwerk indgår orkestret i netop dén treenighed, der definerer selve lyden af det moderne Tyskland.
(19. september har alle de tre ovennævnte avantgarde-koryfæer, optrådt i DR Koncerthuset-regi, nemlig i institutionens fineste klassiske koncertsal!)
Trods Einstürzende Neubautens metalliske patos, fremstår gruppen i dag med stor kunstnerisk diversitet. Fra deres brutale udgangspunkt til det knugende tyste, tangerer de det melodiske og inspirerer den moderne klassiske kompositionsmusik og kunst.
NOTORISKE BLIXA BARGELD
Den karismatiske og hyper-intelligente frontfigur, Blixa Bargeld, er et kapitel for sig.
Med kunstnerisk gefühl, en passioneret videnskabelig interesse og en grænseoverskridende vokal har Blixa også udviklet en forbavsende humoristisk side. I samspil med sit iltre temperament og flammende ego tilfører han en begavet dimension af underholdning til Einstürzende Neubautens dramatiske koncerter.
Blixa Bargeld glimrer med sine mange kunstneriske referencer som eks, grundlæggende medlem af Nick Cave & the Bad Seeds, ANBB med Alva Noto, samarbejder med The Birthday Party, Gun Club og Teho Teardo, og ’Rede/Speech’ – Blixas unikke vokalkoncerter.
FØRSTE VERDENSKRIG OPFØRES I DR KONCERTHUSET
I København vil Einstürzende Neubauten opføre danmarkspremieren på koncertværket: ’Lament’ – bestilt af British Museum i forbindelse med 100 året for Første Verdenskrig. Verdenspremieren foregik naturligvis på slagmarken i Diksmuide i Belgien, som den tyske hær indtog præcis hundrede år tidligere.
Nu gælder det så Danmarks mest prestigefyldte klassiske koncertsal, som her vil være krigsskueplads for Einstürzende Neubautens Blitzkrieg i København. Koncertsalen har næppe været så udfordret tidligere, og vi krydser fingre for, at Jean Nouvelles arkitektur undgår en skæbne som sammenstyrtende nybygning under fremførelsen af ’Lament’.
EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN LINE-UP I KØBENHAVN
Blixa Bargeld + Alexander Hacke + N.U. Unruh + Jochen Arbeit + Rudolf Moser

You must be logged in to post a comment.