2014 – UDENBYS

Endnu et år går på held – og for de af os, som elsker at føre lister, så indbyder det til, at komme med et seriøst bud på årets albums – såvel UDENBYS som INDENLANDS. Her følger “musikredaktørens” bud på, hvad der ramte dennes ører i både det muntre samt det mindre muntre hjørne. Lavmælte toner og numre i højeste potens. Her er, med andre ord, en top 10 over de bedste albums der kom UDENBYS fra – og et par ord, eller to, kastet efter tonerne.

En top 5 over de albums der havde rod INDENLANDS følger senere på ugen. Skulle nogen have trang til, at kommentere, undre sig eller komme med alternative bud (vore ører er jo heldigvis forskellige) så meld gerne ind i kommentarsporet…. Well, here goes 2014!!

 

1. THURSTON MOORE – THE BEST DAY

Jeg havde ikke de store forventninger til det andet reelle soloudspil fra Thurston Moore. Jeg købte det første i en lille pladebiks i New York – uden at vide hvad der ventede mig, den gang. Resultatet, var en hyggelig oplevelse…og så heller ikke så rasende meget mere. Troede jeg skulle have mere af samme skuffe – men blev i den grad overrasket og kastet baglæns over dette udspil! De første to numre – der fylder halvdelen af hele værket, er begge, de rene mesterværker. “Speak To The Wild” og “Forever More” er numre, af en sådan karakter, der fører dig bort, ind, ud og på en rejse i et musikalsk landskab hvor den melankolske sjæl (som også jeg besidder) bliver fodret til fulde. Og begge numre får mig til at kigge ned på mine fødder i bedste shoegazer stil. Resten er skam lige så magisk – omend i kortere form. Ved ikke om Debbie Googe (My Bloody Valentine) er hende der pludselig leverer samme modspil som Kim Gordon (x-wife) gjorde det, da Thurston, og hun, var Sonic Youth…men jeg ved en ting, og det er, at det fungerer til fulde på dette album!

 

2. DAMON ALBARN – “EVERYDAY ROBOTS”

Det måtte jo komme. Det første soloudspil fra det musikalske geni fra Essex. Og det gjorde det, heldigvis. Det lykkedes for Damon Albarn, at binde alle de musikalske tråde han har spundet over årene, sammen, på et fuldendt og dragende album der taler til kroppen og sindet. De personlige tekster, de bjergtagende beats og de gennemført smukke melodier… Det krævede ikke mange øjeblikke før jeg blev indfanget og jeg var solgt. Det er faktisk så fint et album, at et nummer som “Heavy Seas Of Love” hvor Brian Eno crooner, efterhånden også fandt en plads i hjertet!

 

 

3. INTERPOL – “EL PINTOR”

Som massiv Interpol fan, havde jeg egentlig afskrevet dem, efter det selvbetitlede album fra 2010 og med Carlos Danglers exit – albummet syntes uinspireret og det var måske forbi med de episke, mørke og kulslåede numre fra bandet? Sådan føltes det. På “El Pintor” genføder bandet sig selv – og er tilbage i storslået form, med numre der borer sig ind i sjælen, som kun Interpol kan gøre det. Det er muligt, at de stadig hugger tunge lunser af hovedstolen (Joy Division), men de gør det på en måde, hvor inspirationen måske nok er tydelig, men genskabes i Interpol klæder. Jeg var glad – på den mørke måde, forståes!!

 

4. SUN KIL MOON – “BENJI”

I et år, hvor Mark Kozelek brugte meget tid på både at bede “Fucking Hilbillies” om at holde kæft, og senere, bad The War On Drugs om at slikke det han har syd for navlen… Var det trods alt, livsbekræftende, af han lavede et af karrierens allersmukkeste albums. Stadig i samme vrøvlende stream of consiousness stil som han i de senere år har formidlet, tekstmæssigt, men med en hudløs ærlighed og svimlende smukke musikalske akkompagnementer som underlægning. “Benji” bliver svær at overgå for Kozelek – her går det hele op i en højere enhed!

 

5. ANDREA SCHROEDER – “WHERE THE WILD OCEANS END”

Da året startede, anede jeg faktisk ikke hvem Andrea Schroeder var – eller for den sags skyld det danske islæt, Jesper Lehmkuhl som er guitaristen og Andreas sidekick! Men numre som “Ghosts Of Berlin”, “Until The End” og hendes bjergtagende tag på David Bowies “Heroes/Helden” fik mig i den grad overbevist. Det sidstnævnte nummer, der normalt ikke må “røres”, men her fremføres på en så fascinerende facon, at originalen glemmes for et øjeblik eller mere, gør det, også, til et fremragende album. Chris Eckman (The Walkabouts) har produceret – og det kan, heldigvis, høres i grundtonen. Andrea Schroeder er måske stemmemæssigt en krydsning mellem Marlene Dietrich og Nico…men allermest sin egen.

 

6. PETER MATTHEW BAUER – “LIBERATION!”

The Walkmen gik på pause – endda efter sigende en kraftig en af slagsen. Hamilton Leithauser udgav et ok soloalbum, det samme gjorde Walter Martin (som lavede børnesange for voksne med hjælpe fra folk som Karen O og Matt Berninger fra The National) – men det gjorde Peter Matthew Bauer også og han lavede i mine ører det bedste af slagsen! På en underfundig og, til tider, orientalsk inspireret plade, skabte han et lille, til tider tyst og til andre, skramlende værk. Det kan høres, hvor Bauer normalt træder sine musikalske skridt, men “Liberation!” (alene titlen) viser også, at han kan træde udenfor The Walkmen og stå solidt på jorden…

 

7. MORRISSEY – “WORLD PEACE IS NONE OF YOUR BUSINESS”

Moz på en 7. plads? De som kender, blot lidt, til min musikalske smag og agenda, vil sikkert undre sig! Morrissey returnerede efter 6 år atter på plade, endnu et come-back (og det ser ud til, at vi har mere ventetid i vente – hvordan var det nu? “FUCK HARVEST RECORDS?”) og han gjorde det bestemt med stil. På et album med mange fine øjeblikke, var der desværre også denne gang fundet plads til et nummer som “The Bullfighter Dies” der nok havde en fin tekst men et utroligt kedeligt og udvandet arrangement, at læne sig op af musikalsk! Og netop der, halter dette album i mine ører. Musikalsk. Det kan siges meget kort – og i to ord. ALAIN WHYTE. Han et simpelthen en mangelvare hos Morrissey…og ville pynte uendeligt meget. Det sagt, så er “I’m Not A Man”, “Staircase At The University” og “Mount Joy” fine øjeblikke…på et ok Morrissey album.

 

8. THOM YORKE – “TOMORROWS MORDERN BOXES”

Endnu en gang tog Thom Yorke nye livtag med måden, hvorpå det er muligt, at formidle sine kunstneriske udfoldelser. Denne gang udkom Thom Yorkes andet soloudspil via bit-torrent – og skulle man have behovet for et fysisk eksemplar (og det har man jo!) udkom det ligeledes på ret gennemført lækker vinyl! Indholdet – det var mere af samme elektroniske skuffe som på Yorkes solodebut ”The Eraser”, men denne gang med at tvist af varme i de elektroniske klangflader. En særegen, men velfungerende blanding af det organiske blandet med en maskinpark. Et til tider underspillet album – nærmest tyst. Et album der egner sig fortrinligt til de sene nattetimer og helst gennem hovedtelefoner, så alt andet lukkes ude.

 

9. EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN – ”LAMENT”

Året bød heldigvis også på nyt fra Einstürzende Neubauten. Et band der har betydet uendeligt meget for mig, siden min bror første gang skræmte livet af mig, ved at spille ”Kollaps” for mig i min spæde ungdom. Siden over storslåede og mægtige koncerter, hvor alt fra tid til anden, stod i flammer. Nu har Neubauten med ”Lament” udgivet et konceptalbum – en bestillingsopgave, hvor temaet er 1. verdenskrig. Hvem andre end Einstürzende Neubauten kunne man hyre til, at forsøge at få lyden, grundtonen og essensen af krig ned på plade? Ingen – og resultatet såvel dragende som rørende. Der er bulder og brag i luften, men også vedmodige klange. Et værk at gå på opdagelse i!

 

10. ALT-J – ”THIS IS ALL YOURS”

De (nu)tre unge englændere der udgør Alt-J tog med deres debut, ”enden” på de fleste (på den gode måde, forståes!) og modtog da også med rette flere hædersbevisninger for værket. Siden kunne man godt blive lidt urolig, da nyheden om, at et af bandmedlemmerne allerede havde forladt skuden straks efter jomfrurejsen. Bekymringen var uden grund. Alt-J har med ”This Is All Yours” skabt et endnu bedre album end debutpladen. Lagene er blevet endnu flere, der er en dybde og en evne til, at eksperimentere uden at (undskyld mit franske) forsvinde op i røven på sig selv! Numre som ”Left Hand Free” og ”Hunger Of The Pine” viser den spændvidde albummet har. Hvor det første er nærmest bluesrocket og sumpet – og det andet en perle af elektronik der sampler Miley Cyrus i omkvædet!