Anmeldelse af Einstürzende Neubauten i Tempodrom Berlin

Af Ronnie Rocket

★ ★ ★ ★ ★ ★

Koncerten var hjemmebane opførslen af det nye værk Lament, som mange danskere kender fra Golden Days udsendelsen med Adrian Lloyd Hughes arrangeret af Lars Top-Galia (“I have a problem with the avant garde”) på DR. Det var en ganske mageløs oplevelse, blot et døgn efter massehysteriet omkring murens fald, der blev indledt med old school instrumentalen “Kriegsmaschinerie” (tænk “Kollaps”), der bliver spillet på metal junk fra skrothandlerne. Neubauten må være en kontaktmikrofon-producents våde drøm. De fem lokale helte var flankeret af en strygekvartet og en keyboardspiller (bag scenetæppet?). Et af de vokale højdepunkter var “How Did I Die”, hvor Blixa Bargeld i bare tæer foldede sig ud som lead vokalist. Han iførte sig et hvidt englekostume (“Die Weiße Engel”!) til fremførelsen af Marlene Dietrich klassikeren “Sag mir wo die Blumen sind”. Koncerten var en totaloplevelse, hvis tematik med krig, absurditet, humor og voldsomhed gik op i en højere enhed og ingen i den propfyldte sal forventede at høre nogle af klassikerne, men fulgte loyalt og nøje ensemblets smukke og grumme rejse gennem det forrige århundrede. Jeg var den eneste i salen, der havde følelsen af at se alle episoderne af den danske TV serie “1864” på én aften. Men det var utroligt nok faktisk lige så godt som Ole Bornedals undervurderede mesterværk. Neubauten er for feinschmeckere. Det er kulturel gourmet kunst. Ligesom 1864. Man kan se og høre fotos og videoklip på mine Instagram og Vine konti.