Enhedslisten vinder lodtrækning – får sæde i Folketingets præsidium

Enhedslisten har vundet lodtrækningen om en plads i Folketingets præsidium og kontroludvalg. Dermed indtræder der for første gang nogensinde et medlem – Per Clausen – fra venstrefløjspartiet i Folketingets øverste ledelse. Han bliver 4. næstformand. Det er endnu uklart, om det også bliver Per Clausen, der indtræder i Folketingets såkaldte Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne – bedre kendt som kontroludvalget. Årsagen til lodtrækningen var, at SF har mistet så mange medlemmer, at de er lige så store som Enhedslisten. Folketingets præsidium består af fem medlemmer fra de fem største partier.