Preben Wilhjelm om De Konservative

Det ærværdige, gamle Konservative Folkeparti har det rigtig skidt. Hvem skulle have troet, at Bendt Bendtsen skulle gå over i historien som partiets store stemmesluger? 10 procent, det svarede ikke til partiets selvforståelse. Siden da er det halveret.

Det er heller ikke nogen taknemmelig opgave at formulere det konservative projekt. Den finske tegner og humorist Henrik Tikkanen har rammende sagt, at det konservative projekt er at kæmpe for bevarelse af alt det, man var modstander af, da det blev indført. Men den er jo ikke så nem at sælge. Lars Barfoed var klar over, at der måtte gøres noget. Han satte sig sammen med yngre kræfter for at tegne partiets profil. Efter et års tid så vi resultatet i form af en kronik af formanden i Berlingske Tidende, en udsøgt samling af almindeligheder og både-og’er, til sidst samlet i én sætning: “Man kan også udtrykke det sådan, at det handler om ordentlighed.”

Det mærkelige er, at de med dét projekt håber at komme tilbage på 10 procent. “Det handler om ordentlighed”! Den må da være god for 98 procent!

Partiets krise fatter de da heller ikke. Det er simpelthen så uretfærdigt! De har oven i købet personligheder, der overstråler alle andre. Partiet har endda udgivet en bog, der hedder Det konservative fyrtårn. Hvert andet kapitel er skrevet af en af beundrerne, hver andet af Per Stig Møller selv. Så er man nogenlunde sikker på, at lyset ikke bliver sat under en skæppe. Han var, som det blev sagt dengang, VK-regeringens største intellektuelle begavelse. Jaså? Hvad var det han sagde, da han endnu mere skråsikkert end Fogh begrundede den folkeretsstridige invasion af Irak med Saddams masseødelæggelsesvåben, og det så viste sig, at de ikke eksisterede? “Saddam kunne jo bare have bevist, at han ikke havde dem!” Undskyld mig, man behøver ikke at have forlæst sig på franske filosoffer for at vide, at det er principielt umuligt at føre et negativt bevis. Det står på en af de første sider i enhver elementær introduktion til logikken eller til videnskabsteori. Det er principielt muligt at bevise, at noget findes. Det er principielt umuligt at bevise, at noget ikke findes!

Intellektuelt fyrtårn? Det minder mig om Rubjerg Knude fyr, som jeg besøgte hver sommer i
min barndom. Lysets rækkevidde var 12 sømil. Det må kaldes beskedent. Forøvrigt er fyret for længst sandet til og slukket, og i stedet brugt som sandflugtsmuseum. Symbolikken er til at tage og føle på!

Men det udelukker selvfølgelig ikke, at Per Stig var VK-regeringens største intellektuelle begavelse. Jeg mener – når man tænker på de andre …

fra “Som en mønt på højkant” (2015)