FINN NØRGAARD 1959 – 2015

20081004-102339-7

Af Lars K. Andersen

I går blev Finn skudt på Østerbro i København. Han døde på et fortov, skudt gennem brystet. Han var min første ven her i København, da jeg som purung journalistelev kom ind med firetoget. Vi boede på kollegium sammen. Han var fra Gladsaxe. Vi havde de store drømme til fælles. Han læste filmvidenskab, var energisk, trak mig ud af den generthed, der altid har været min følgesvend. Vi gik i byen sammen, scorede piger sammen, vi rejste til Italien sammen. Han fik en italiensk kæreste. Jeg fik en fransk kæreste. Vi havde nogle år, hvor vi var meget nære. Vi prøvede at lave en dokumentarfilm om den engelske gruppe The Flowerpot Men, men der var vi ikke lige skarpe nok. Det gik bedre, da vi sammen med Ole Christian Madsen kastede os over Eik Skaløe og Steppeulvene og lavede dokumentaren “Kun for Forrykte”. Men idealistisk arbejde uden penge og med for megen ungdommelig tvivl slider på venskaber. Finn og jeg gled fra hinanden. Derefter så vi ikke meget til hinanden. Men han havde min svigerinde Sumbal boende i sin lejlighed en overgang, og siden dannede de tangopar. Jeg har lige talt med hende. Hun sad i en bil sammen med sin lægemand og to børn. Hun græd. Fortalte om hvordan Finn, mens de dansede tango på de københavnske grupper, fik konstateret, at han var født med såkaldt hul i hjertet og måtte undergå operation. At han så skulle dø ved at blive skudt med maskinpistol gennem brystet, var mere end hun kunne bære. For Finn var et fint menneske. I virkeligheden finere end alle os andre. Indbegrebet af dannelse. Som måske umiddelbart kunne synes lidt tillært, men i virkeligheden sad fuldstændig i hans rygrad. I en grad så jeg ikke kan frigøre mig for tanken, at Finn måske helt automatisk har prøvet at stoppe attentatmanden. Måske er det ikke det, der er sket, men det ville ligne ham. Det er en uendelig trist dag. Det eneste lille smil, som alle dem, jeg har talt med om Finn her i nat og gennem dagen, kan nikke genkendende til er, at han, der kun blev 55 år, ville have elsket se sig selv beskrevet som en 40-årig, som det hed i pressen i de første forlydender. For Finn var en flot mand, og ikke mindst, han var et smukt menneske.

[Ekstra Bladet har med tilladelse fra forfatteren gengivet teksten her, red.]

Reklamer

There are 3 comments

Der er lukket for kommentarer.