Legendariske fotografer i fælles udstilling

10866068_10152995624328851_9129952258310813310_o

De har dokumenteret rocken og jazzen igennem mange årtier. Nu kan man opleve en eksklusiv udstilling med syv danske fotografer, der har sat deres unikke præg på de store musikfortællinger.

”The High Res” – kender I dem? Det gør I, selv om navnet måske ikke klinger bekendt. High Res er forkortelsen for ”High Resolution”, fotos i høj opløsning. Det er også navnet på en kunstnergruppe af en helt særlig kaliber. Nemlig syv kendte danske fotografer, der i mere end fire årtier har taget billeder af stjerner, vandbærere, publikum og miljøer i rock- og jazzmusikken.

Markante personligheder

Jan Persson, Jørgen Angel, Susanne Mertz, Gorm Valentin, Ole Christiansen, Peder Bundgaard og Steen Møller Rasmussen. Venskabet mellem de syv fotografer har altid været der, og nu går de for første gang sammen om en udstilling. Fælles for dem er, at de hver på deres måde har sat deres præg på musikscenen med kameraet som hovedinstrument.

Store billeder på lille galleri

Udstillingen finder sted på GALLERI HOUCON på Frederiksberg og rummer billeder fra New York til Christianshavn, fra Bob Dylan til store jazznavne, fra Annisette til Dan Turéll. Ideen er opstået rundt om bordet ved en af mange sammenkomster mellem fotografveteranerne.

”Det er dejligt, at syv så forskellige mennesker og egoer kan samles i gensidig varme og respekt. Vi roser og driller hinanden – og medie- og musikbranchen får også med grovfilen. Og det er ikke alt, der egner sig til referat. Vi lader hellere billederne tale,” siger Jørgen Angel, der i 2009 tog initiativ til at samle gruppen af musikfotografer.

Udstillingen med ”The Hig Res”:

Sted: GALLERI HOUCON, Prinsesse Maries Allé 16 (hjørnet til Vodroffsvej),
1908 Frederiksberg C. Tlf. :33319420. Mail : galleri@houcon.dk

Tid: Fernisering søndag d. 1-2-2015 kl. 14-17. Udstillingen varer til 1-3-2015. Bortset fra ferniseringsdagen er der åbent alle ugens dage – efter aftale.

Info: Galleriet drives af Jens og Christoffer Houmøller Klemmensen.

Galleriet vil formidle moderne kunst: maleri, skulptur, grafik og foto.

DE SYV FOTOGRAFER:

Jan Persson: Født 1943, freelancefotograf siden 1963. Kendt for sine unikke musikfotos, ikke mindst af store jazznavne. Hans billeder er brugt i ind- og udland i utallige magasiner, dagblade, bøger og på flere end 1000 plade- og cd-covers. Udvalgte bøger: ”Jazzens Billedbog” med Børge Roger Henrichsen (1965), ”Jazzportraits” (1996), ”Politikens Jazzleksikon” (2003), ”GAS” (2006) og ”Midt i en Beattid” (2008) ved Torben Bille, samt en række udenlandske jazzbøger og biografier. Har udstillet i USA, Holland, Spanien, Italien og herhjemme.

http://www.janperssoncollection.dk (Jazzcollection, Aalborg Universitet)

Jørgen Angel: Født 1951, autodidakt fotograf. Aktiv fra 1966, leverede billeder til blandt andre bladene GO og Vi Unge og til Berlingske Tidende. Begyndte karrieren i Gladsaxe Teen Club i 60erne. Har udstillet verden over og leveret til utallige internationale musikmagasiner. Et af Angels mest berømte billeder af Led Zeppelinguitaristen Jimmy Page er optaget på National Portrait Gallery i London. Stor særudstilling i 2012-13 i Den Gamle By i Aarhus, som også udgav bogen ”BEAT mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983”.

http://www.angel.dk

Susanne Mertz: Født 1946. Udlært som fotograf hos Rigmor Mydtskov og Steen Rønne.
Har arbejdet som fotograf i Paris 1967-68 og som freelancefotograf siden 1972 med eget atelier på Nørrebro. Var på pletten i det danske musikmiljø i 70erne og er kendt for sine billeder af danske grupper, ikke mindst Gasolin’. Har undervist i fotografi på Krogerup Højskole og Kunstakademiet, har illustreret bøger, lavet pladeomslag og pressebilleder til teater og musik. I dag forkærlighed for jazzmiljøet, portrætter og reportage.

http://www.mertz-foto.dk

Gorm Valentin: Født 1944. Oprindelig landmåler. Spillede klarinet i en række jazzorkestre og begyndte at fotografere på en rejse til jazzbyen New Orleans i 1969. Professionel fotograf fra 1975. Har hovedsageligt arbejdet med musik, teater og portrætter. Har leveret til bøger, magasiner og aviser samt til plade- og cd-covers, bogforsider og bøger i eget navn. Desuden fotograferet til frimærker. Udstillet i ind- og udland. Har fotograferet danske og internationale rock- og jazznavne. Prøver stadig at få klarinetten til lyde lidt bedre.

http://www.thephotographersprint.com/dk/produkt_side/gorm-valentin

Ole Christiansen: Født 1955. Uddannet fotograf i 1980. Har leveret billeder til utallige bøger, tidsskrifter og pladeomslag. Særlig optaget af musikfotografi og portrætter samt grafisk betonede urbane landskabsbilleder. Har udstillet i utallige sammenhænge og udgav i 2003 ”Ole Christiansen Photographs” på People’s Press. Er repræsenteret på blandt andet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Museet for Fotokunst i Odense. Kendt for sine forsider for Euroman og pladecovers af bands som Sort Sol, TV-2 og Thomas Helmig.

http://www.olechristiansen.dk

Peder Bundgaard: Født 1945. Autodidakt altmuligmand i medie- og musikbranchen. Startede i 1960’erne med at fotografere rockkoncerter for aviser og magasiner. Har siden 1970’erne været koncentreret om det personlige projekt ”City Limits” med street photography fra alverdens storbyer. Også kendt som flittig grafiker, bladtegner og forfatter og billedkunstner. Har lavet berømte pladeomslag for Gasolin’, Bifrost, TV-2, Sort Sol, Kashmir med flere. I 70erne var han designer af Dan Turèll’s bogomslag. Forfatter til flere end 20 bøger – fra krimier til kogebøger.

http://www.da.wikipedia.org/wiki/Peder_Bundgaard

Steen Møller Rasmussen: Født 1953. Begyndte at fotografere i Brøndby Pop Club i 1967. Uddannet filmfotograf ved Den Danske Filmskole i 1980. Fotograf og instruktør. Har været fotograf på talrige projekter for andre instruktører og har desuden lavet en række film i eget navn. Medlem af Decembristerne. Citat fra en prisoverrækkelse i 2007: ”Har udforsket den dokumentariske genres grænser som iagttagende fortolker og iscenesættende legebarn, som filmfotograf og fotograf.”

http://www.photography.dk/online/rasmussen/rasmussen.html

Foto: Grace Jones, Cannes 1985, fotograferet af Ole Christiansen.

Reklamer

There is one comment

Der er lukket for kommentarer.