Af Lars Schwander

Levende Billeders redaktør Henrik Jul Hansen sad med et alvorligt blik inden han fik det sagt: ”Du får ikke nogen forside. Lars Trier kan ikke sælge ét eneste blad…” Og sådan blev det. Jeg havde ellers gjort mig umage og fotografen Tove Kurtzweil havde taget en serie billeder af den kommende filminstruktør. I stedet var det hans medredaktør Lasse Ellegård, som havde skrevet en side om Sebastian, der fik æren. Henrik Jul Hansen syntes mit 8-10 siders interview var underholdende. Christian Braad Thomsen var stødt til selskabet på redaktionen i Københavns pisserende. Henrik læste op af mit manuskript til alles store latter. Jeg undrede mig al den stund, jeg fandt Triers betragtninger relevante for et af de førende filmtidsskrifter (det andet var det uundværlige Kosmorama). Og det var min uundværlige bror, Ole Schwander, som oprindeligt gik på Filmskolen sammen med Trier, der havde introduceret os for hinanden og gjort det hele muligt.

Vi må befinde os i forsommeren 1984 og Lars Triers debutfilm ”Forbrydelsens Element” var på vej til at få premiere. Jeg havde fulgt nogle af optagelserne i løbet af 1983/84, ikke mindst den centrale scene hvor folk hang nøgne ned over vandet, kolde og frustrerede. Ja, og så havde jeg set en råt sammenklippet version af filmen. Det var udgangspunktet.

Levende Billeder kunne måske have haft den første forside med det danske filmfænomen. Men det gjorde ingen forskel, da ”Forbrydelsens Element” skulle præsenteres for offentligheden. Ved en stort anlagt seance i Imperial biografen. Husk på at vi dels var så unge dengang, dels at produktionen oprindeligt var ment som en afgangsfilm fra skolen på Christianshavn. Og Lars Trier var selvfølgelig rystende nervøs, som han bevægede sig nedad i venstre side af biografen, for at stige op ad trappen mod lærredet. Jeg var meget stolt, for vi havde en slags fripas til presseforvisninger i Grand Teatret havde siddet der og set andre folks film. Og nu var det så Triers egen. Hans egen rejse, som jo i dag er så bekendt for alle og enhver.

Jeg tænkte meget over denne præsentation af ”Forbrydelsens Element”, da vi her i forgårs, 30 år senere, samme sted, skulle se Triers nye film, ”Nymphomaniac” i hans Director’s Cut version. Fem og en halv time lyder af meget. Men jeg husker at jeg som filmstuderende og med adgang til Filminstituttets biograf kunne sidde flere aftner om ugen og se to-tre film ad gangen. Alt hvad Fritz Lang havde lavet, helt tilbage til Niebelungen. Alt hvad Hitchcock havde lavet, Truffaut, Goddard. Alt. Og den dag i dag mener jeg at jeg lærte mest – både filmisk og fotografisk – ved at sidde og se film time ind og time ud. Til min store glæde genlæste jeg fornyligt Fassbinders artikler og essays (ved Christian Braad Thomsen) og så, at også han fandt, at man ved at se alle disse film, dannede sig et indtryk af ”filmens væsen”. Jeg husker ikke Fassbinders udtryk, men det var det det var, ”filmens væsen”.

Og selvom man næsten kunne have nået fra Kastrup til New York på den tid vi sad i Imperial, var dette en rejse ind i en hel anden dimension. ”Nymphomaniac” er et sandt mesterværk. Den er let tilgængelig i sin erotiske fremdrift og fortællermæssige overskuelighed (som i en bog, kapitel for kapitel). Men også en besværlig film, fordi den er så monumental og så grænsebrydende at censuren nemt kan stikke en kæp i hjulet på den, hvorfor Zentropa da heller ikke var længe om at udsende firetimersversionen. Filmen er ikke et minut for lang. Den opsummerer Triers tidligere film i en udsøgt grad og når i sin både filmiske og moralske udførelse en stor dialektisk forståelse. Jeg elsker den.

Det er som om vi dengang i 1980’erne vidste at den var på vej, filmen. Og det var forunderligt, pludselig igen at stå der i biografen og se hvordan det hele havde formet sig.